Sæbeoperaen i Georgia endte med et ultimatum til anklagemyndigheden

Den meget omtalte straffesag i Georgia mod Donald Trump har på det seneste udviklet sig til lidt af en sæbeopera. Sagen handler om Trumps forsøg på at omgøre valgresultatet efter præsidentvalget i 2020, men har den seneste måned handlet om detaljerne i et hemmeligt kærlighedsforhold.

Chefanklageren i sagen, Fani Willis, har nemlig haft et forhold til en anden anklager, Nathan Wade. Wade blev hyret af Willis til at arbejde på det store sagskompleks, der i alt tæller 19 tiltalte. Rygterne om et hemmeligt kærlighedsforhold fik de anklagede til at bede dommeren om at fjerne Willis fra sagen, da de mente Willis havde en interessekonflikt. Der var anklager om, at Willis havde modtaget penge fra Wade og evt. havde haft en økonomisk interesse i sagen. 

Anklagerne fik dommeren i sagen til at holde en hel mini retssag med vidner og eksperter, for at afgøre om Willis havde gjort noget galt. Trump og de andre anklagede så chancen for at miskreditere Willis, og samtidig fjerne fokus fra hvad sagen egentlig handlede om. Willis og Wade havde oplyst, at det var rigtigt, at de havde haft et forhold, men at det startede efter at Wade var blevet ansat på sagen, og at det i øvrigt nu var afsluttet. Problemet var bare, at det nok ikke var sandt. Wade havde søgt om skilsmisse fra sin kone dagen inden han startede arbejdet for anklagemyndigheden. I forbindelse med den skilsmissesag var det kommet frem, at Wade og Willis var begyndt at se hinanden før sagen startede og Wade var skilt.

Sagen kom til at handle om de slibrige detaljer mellem Wade og Willis. Hvor de havde været henne på ferie sammen og hvem der havde betalt. Hvornår forholdet var startet, og om Wade på det tidspunkt stadig var gift. Trump og de andre havde endda fået fat i data fra telefonselskaberne, der kunne vise hvor og hvornår Wade og Willis havde sovet sammen.

Det de fleste helt glemte under al virakken er, at det ikke er ulovligt for en anklager at have et forhold til en anden person på deres kontor. Der blev ikke fundet noget bevis for, at Willis skulle have haft en økonomisk interesse, eller på anden måde havde gjort noget forkert.

Efter høringerne bad Trump og de andre anklagede dommeren om at fjerne Willis fra sagen af flere forskellige årsager. Herunder fordi Willis havde haft en interessekonflikt under sagen, da hun havde hyret Wade og modtaget penge fra ham og fordi Willis havde løjet under sagen om hendes forhold til Wade. De anklagede klagede også over en række offentlige udtalelser, som Fani Willis havde givet om sagen. 

Det er en høj barre for at fjerne en anklager i Georgia. Det er faktisk nemmere at fjerne en dommer fra en sag. En dommer skal kunne være upartisk for at kunne dømme i en sag, men det behøver en anklager ikke på samme måde. Anklageren er per definition part i sagen og ikke upartisk.

For at kunne fjerne en anklager, skal den tiltalte vise, at anklageren har arbejdet ud fra deres personlige interesse, og ikke som en medarbejder ved domstolene. Der skal altså normalt mere til end bare, at en situation ser ud til at være problematisk. Der skal faktisk faktisk være en konflikt. 

Der er to anerkendte situationer hvor en anklager kan fjernes:
-Hvis anklageren har en interessekonflikt. Det kan være, hvis anklageren har en personlig interesse i sagens udfald, f.eks. hvis anklageren har en økonomisk interesse i sagen eller har et tæt personligt forhold til et offer i sagen.
-Hvis anklageren ikke har opført sig korrekt, ved f.eks. at have snydt med beviser eller udtalt sig om den anklagede på en måde der kunne give potentielle jurymedlemmer en forkert opfattelse. 

Willis er tidligere blevet fjernet fra en sag i samme sagskompleks. En republikansk politiker i Georgia var også ved at blive undersøgt i forbindelse med forsøget på at ændre valget i 2020. Willis, der er demokrat, havde offentligt støttet politikerens modpart i kampen om et offentligt embede i Georgia. I den sag fandt dommeren, at Willis havde en interessekonflikt. 

Dommeren i denne sag kom frem til, at de tiltalte ikke havde ført bevis for, at Willis havde en interessekonflikt på baggrund af sit forhold til Wade. Dommeren påpegede, at Wade var blevet betalt en for en anklager normal løn, samt at Wade ikke engang havde været Willis første valg til jobbet. 

Dommeren kom også frem til, at Willis’ offentlige udtalelser om sagen var problematiske og professionelle, men at det ikke var nok til at kunne fjerne Willis fra sit embede. Specielt fordi udtalelserne ikke nævnte nogen anklaget ved navn og ikke kom med sensitiv information fra sagen. Endelig kom dommeren frem til, at det ikke var bevist, at Willis og Wade havde løjet i retten, men kritiserede begge anklagere for deres uprofessionelle svar i sagen. 

Samlet set fandt dommeren ikke, at der var bevis for en interessekonflikt, men mente dog, at Willis og Wades forhold og vidneudsagn stillede anklagemyndigheden i dårligt lys og fik det til at se ud som om, at der var noget galt. Derfor kom dommeren frem til, at en af de to måtte forlade jobbet. Som konsekvens trådte Wade tilbage kort efter. Dommeren kritiserede i hårde vendinger de to anklagere, men ville altså ikke fjerne Willis.

Trump og de andre tiltalte har anket kendelsen til en kredsret i Georgia, da de stadig ønsker Willis fjernet fra sagen, og kan derfor anke videre til Georgias højesteret. Det kan hurtigt komme til at tage nogle måneder, især hvis kredsretten siger ja til at se på sagen. Med denne udvikling er det så godt som sikkert, at sagen ikke når at komme for retten inden valget i november. Dommeren i sagen har ikke sat sagen i bero mens der appelleres, men det kan næsten ikke undgå at forsinke sagen, og hele forløbet omkring kærlighedsforholdet har allerede forsinket sagen. 

Det er usandsynligt, at Trump og de andre vil få medhold i de højere instanser. Dommeren har allerede afsagt en meget hård dom, når man tænker på, at der ikke er foregået noget ulovligt. Trump og de andre tiltalte har også kun anket den del, der vedrører interessekonflikten, og på den front er der ikke noget juridisk at komme efter.  Men det er nok heller ikke målet for Trump at vinde sagen, han er blot tilfreds med endnu en mulighed for at forsinke sagen.

Der er ikke mange anklagere, der i deres karriere får mulighed for at retsforfølge en tidligere præsident for forsøg på at stjæle et valg. Det er et unikum af en sag og en sag, der kan gøre Willis berømt i advokatverdenen. Derfor er det helt utroligt dumt og uansvarligt, det hun har gjort. Det er som sagt ikke ulovligt, men det er ofte lige så skidt, at noget ser ud til at være mistænkeligt, som at det rent faktisk er det. Alle der er involveret i Trumps sager har været utroligt fokuseret på, at alt skulle gå lige efter bogen, så Trump ikke havde noget at beklage sig over. Men denne kendelse fra dommeren og hele cirkusset omkring Willis har givet Trump masser af politisk ammunition.

Anklagere i Georgia vinder jobbet via et valg, og der er allerede republikanske kræfter i Georgia og i Washington, der gerne så Willis blive fjernet, som straf for at gå efter Trump. Nu har de noget at hænge deres hat på. Willis kan godt forvente, at hun vil få en modkandidat med masser af republikanske penge i ryggen, når der næste gang skal vælges anklagere i Georgia. 

På den ene side kan man overveje, om dommeren ikke har gjort cirkusset værre, ved at holde høringer om sagen, før der overvejet var blevet fremvist nogen form for bevis for ulovligheder fra Willis’ side. Men Willis havde også skabt en situation, hvor der var løbet en masse penge frem og tilbage mellem hende og Wade og hvor det så ud til, at hun dækkede over noget. Dommeren havde næsten ikke nogen anden mulighed end at undersøge hvad der var op og ned. Igen fordi alle gerne vil have, at sagerne løbet helt efter bogen, så Trump ikke kan komme og beklage sig bagefter. 

Willis har sat sagen i gang igen, men får nu endnu mere svært ved effektivt at føre sagen fremad og sagen vil nu næsten med sikkerhed blive udskudt til efter valget i november.

Related Posts