Nu går det løs –  Den første af Trumps fire straffesager skal for retten

Den første straffesag mod en præsident eller tidligere præsident i USA’s historie er nu i gang i New York. Donald Trump er anklaget for at have forfalsket dokumenter for at dække over en række betalinger til blandt andet pornoskuespilleren Stormy Daniels, der blev betalt for ikke at gå offentligt ud med sin historie om, at hun har haft en affære med Trump.

Vi har tidligere skrevet om sagen her på siden, og efter måneders venten, er sagen altså nu gået i gang. Trump forsøgte helt til det sidste at få sagen udskudt. I ugen op mod sagens start havde Trumps advokater travlt med flere forsøg på at overbevise dommeren om at sagen burde udskydes eller afvises. Dommeren lod sig dog ikke overbevise, og de næste fire til seks uger skal Trump altså sidde som anklaget ved domstolen i New York.

Her følger lidt om, hvad man skal vide, for at følge med i sagen.

Hvad handler sagen om
Trump og Stormy Daniels mødtes tilbage i 2006. Ifølge Daniels havde de en affære og var i kontakt løbende gennem et år. Ti år senere i 2016 førte Trump valgkamp for at blive USA’s næste præsident. Der var pludselig stor interesse for Daniels’ historie, så for at undgå at den kom ud i offentligheden fik Daniels 130.000 dollars af Trump for at tie stille. Den metode brugte Trump flere gange. En tidligere playboy-model, Karen McDougal, blev i 2016 også betalt en stor sum penge af Trump for at dække over en påstået affære. Trump arbejdede sammen med avisen National Enquirer om at få fat på de her historier og sørge for at de ikke kom ud i offentligheden. 

Det var Donald Trumps tidligere advokat, Michael Cohen, der stod for betalingen til Daniels. Han tog et lån og betalte de 130.000 dollars. Derefter betalte Trump løbende Cohen tilbage, plus et honorar oveni, hvilket blev bogført i Trumps selskab som advokatomkostninger. 

Anklagen
Anklagerne handler om, hvordan udgifterne er bogført. Der er som udgangspunkt ikke noget ulovligt i at betale nogen for ikke at fortælle en historie. Men det er ulovligt at bogføre nogen som advokatomkostninger, hvis det ikke er det. Trump er anklaget for i 34 tilfælde at have fiflet med bogføringen. 

I sig selv, er det ikke en specielt alvorlig anklage. Men hvis anklageren i sagen kan vise, at fifleriet er gjort for at dække over anden kriminalitet, bliver det straks mere seriøst. Anklageren mener, at bogføringen skulle dække over blandt andet misbrug af kampagnemidler og skatteunddragelse. Det er værd at bemærke, at advokaten Michael Cohen tidligere i sagen selv er blevet dømt for netop de to forhold. 

Hvem er juryen?
Sagen starter med, at der skal udvælges en jury. Der er indkaldt hundredvis af mennesker, der potentielt kan blive del af juryen. De har alle udfyldt et skema med oplysninger om dem selv. F.eks. om hvilke tv-stationer de ser, hvad deres holdning til Trump er, mv. Processen skulle gerne ende med 12 jurymedlemmer, som kan give Trump en fair retssag og som ikke har en forudindtaget mening om ham. 

De potentielle jurymedlemmer kommer ind en gruppe af gangen, og så har advokaterne for Trump og anklagemyndigheden mulighed for at stille dem spørgsmål. Hvis en af advokaterne mener, at et medlem ikke kan være objektiv i sagen, f.eks. fordi de er stor fan af Trump, kan de bede dommeren om, at den person ikke får sæde i juryen. Dommeren træffer derefter en beslutning. Hver part har også mulighed for ti gange at give et veto mod en person, som de ikke ønsker i juryen, uden at skulle give en begrundelse. Det må dog ikke være baseret på personens race. 

Denne proces kan tage lang tid, men til sidst bør der være en jury af 12 medlemmer som begge sider kan være nogenlunde enige om. Begge parter har adgang til alle de potentielle jurymedlemmers navne, og har lavet en masse research inden sagen går i gang. De forsøger begge at få sat en jury, der giver dem den bedste chance for at vinde sagen. Udvælgelsen af juryen er en hel juridisk disciplin i sig selv, som mange advokater mener er et af de vigtigste dele af retssagen.

Hvem skal vidne?
Det forventes, at anklagemyndigheden præsenterer en lang række vidner fra Trumps inderkreds. Det største vidne er Michael Cohen, som var ham, der foretog betalingerne for Trump. Hans vidneudsagn vil blive centralt for at vise, hvor meget Trump vidste i sagen og hvad formålet var. Cohen er som nævnt tidligere dømt i sagen, blandt andet for at lyve for politiet. Herudover er han tit i fjernsynet i USA, hvor han harcelerer mod Trump. Cohen har helt tydeligt et horn i siden på Trump, der ikke hjalp ham, da han blev sendt i fængsel. Det springende punkt her bliver derfor, om juryen tror på det som Cohen har at fortælle. 

Herudover forventes det, at både Stormy Daniels og Karen McDougal vil vidne om hvad der foregik tilbage i 2006 og 2016. Anklagemyndigheden forventes også at indkalde en række medarbejdere, der var tæt på Trump i 2016, samt medarbejdere fra Trumps firma, der ville have viden omkring regnskabet og bogføringen, som lederen af den avis Trump samarbejdede med.  

Det mange går og holder øje med er, om Trump selv har tænkt sig at vidne. Trumps advokater har nok advaret ham mod at gøre det, men i andre sager har vi set, at Trump godt kan lide at være i rampelyset og måske overvurderer sine evner til at tale sin egen sag. I de andre sager er det gået helt skævt, når Trump har været i vidneskranken, så det er interessant om han tør forsøge igen, nu hvor der er tale om en straffesag. Han har udtalt til medierne, at han har tænkt sig at vidne. Han har også tidligere udtalt, at han ikke kan forstå, at folk ikke vil vidne i deres egne sager, hvis de er uskyldige. Vi må se om det er Trump eller hans advokater der får det sidste ord om den beslutning. 

Vil Trump være til stede?
Udgangspunktet i New Yorks regler er, at en anklaget skal være til stede under hele sagen. I nogle tilfælde kan man bede dommeren om lov til at blive væk, f.eks. hvis man er syg eller lign. Men det forventes, at Trump skal sidde i retten under hele retssagen.

Trump har det med at lave ansigter eller ryste på hovedet, når nogen siger noget, han ikke er enig i. I nogle sager har han ligefrem mumlet ord, mens et vidne er blevet udspurgt. I denne her sag er der en jury, der kan se det hele og som vil holde øje med Trump. Mange vil holde øje med, om Trump kan holde sit temperament i skak og kan forholde sig rolig under hele retssagen. 

Der kommer ikke til at være kameraer i retssalen under sagen, men som i de andre sager forventes det, at journalister vil være til stede og rapportere dagligt om, hvad der er sket i sagen.

Skal Trump i fængsel og hvornår?
Anklagemyndigheden ser ud til at have stærke beviser, i form af dokumenter fra Trumps firma, checks til Michael Cohen der er underskrevet af Trump selv og en lang række vidner der var til stede under hele forløbet. Så det mest sandsynlige er, at Trump bliver dømt i sagen.  

I grove tilfælde, eller i sager hvor den anklagede er tidligere straffet, kan man ende med op til fire år i fængsel efter den paragraf Trump er anklaget under. I den her sag er det sandsynligt, at Trump vil ende med en bøde, da han ikke er tidligere straffet. Men det er ikke udelukket, at Trump kan ende i fængsel. Specielt hvis han fortsætter sin stil med at svine dommeren og hans familie til og generelt opføre respektløst i retssalen.

Retssagen er sat til at vare 4-6 uger. Så i starten af juni vil vi nok vide, om juryen fandt Trump skyldig eller ej. Herefter kan der gå lidt tid, før der bliver udmålt en straf til Trump. Trump har mulighed for at anke dommen hvis han taber, men det er sjældent, at dømte får held med at omstøde en dom i en straffesag. Sagen ser på nuværende tidspunkt ud til at være den eneste af Trumps fire straffesager, der kommer i gang før valget. Derfor vil alles opmærksomhed den næste måneds tid være rettet mod domstolen i New York og den historiske retssag. 

Related Posts