12 borgere har nu Trumps skæbne i deres hænder

Trumps første straffesag er lige nu i gang i delstaten New York. Trump er anklaget for at have forfalsket virksomhedsdokumenter for at dække over en betaling på 130.000 dollars til pornoskuespillerinden Stormy Daniels. Den store udbetaling skulle stoppe Daniels fra at offentliggøre sin historie om, at hun havde haft en affære med Trump i 2006. 

Sidste uge blev brugt på at finde den jury, der skal vurdere sagen, og enten dømme eller frikende Trump. Udvælgelsen af juryen er en vigtig del af processen, da begge sider gerne vil undgå, at der kommer borgere i juryen, som måske holder med den anden side. Derfor bliver alle potentielle jurymedlemmer undersøgt og udspurgt af parternes advokater. Borgere, der f.eks. havde skrevet på deres sociale medier, at Trump burde være i fængsel, blev sorteret fra. 

Efter en uge hvor advokaterne undersøgte en lang række potentielle jurymedlemmer, fandt retten 12 medlemmer til juryen og seks suppleanter, der kan træde ind, hvis en af de 12 må forlade juryen. Jurymedlemmer er anonyme, så de ikke kan blive påvirkede udefra. Der var dog journalister til stede i salen ved udvælgelsen, der har rapporteret informationer om de valgte jurymedlemmer. Til tider gik journalisterne lidt for langt med beskrivelserne, og et jurymedlem bad om at forlade juryen, da mennesker omkring hende, ud fra beskrivelser i medierne,havde gættet at hun var i juryen. 

Journalisternes tilstedeværelse gør også, at vi allerede ved en masse om de 12 borgere, der nu skal bestemme om Trump skal dømmes. Der er syv mænd og fem kvinder. Der er syv der er gift og fem der er single. Og så er der ni der har universitetsuddannelser og tre der ikke har. Vi ved også, at der er to advokater og to der arbejder i uddannelsessektoren.  

Det er meningen, at alle jurymedlemmerne skal kunne give Trump en fair retssag. Men hvis man skal måle, hvem der vandt slaget om juryen, så er det måske en lille sejr til anklagemyndigheden. Der er flere jurymedlemmer, som udtalte, at de ikke specielt brød sig om Trump. Trump forsøgte at få dem fjernet fra juryen, men dommeren nægtede. Herudover, er der flere der får deres nyheder fra mainstream medier, som New York Times, der ofte har kritiseret Trump. Det har også været en nemmere opgave for anklagemyndigheden, da Manhattan i New York generelt har mange flere demokratiske vælgere end republikanere. 

På den anden side kom der to medlemmer med i juryen, som udtrykte positive holdninger over for Donald Trump. I straffesager, skal juryen være enige før, at en anklaget kan dømmes. Så det tager kun et jurymedlem, der ikke er enig, før at sagen må gå om. 

Nu hvor udvælgelsen af juryen er overstået, starter sagen for alvor. Mandag vil de to parters advokater komme med deres indledende udtalelser. Her forklarer advokaterne, hvad det er de har planlagt for deres bevisførelse. Derefter skal anklagemyndigheden fremlægge deres beviser. Det kan foregå ved at fremlægge dokumenter og udspørge vidner. Vi ved, at anklagemyndigheden har indkaldt en lang række vidner. Blandt andet Michael Cohen, Trumps tidligere advokat, der stod for selve betalingen, flere tidligere Trump medarbejdere, lederen af en avis som Trump samarbejdede med for at stoppe dårlige historier om Trump og Stormy Daniels selv. Det er endnu usikkert, om Trump selv vil vidne. Trump har sagt, at han har tænkt sig at vidne, men hans advokater forsøger helt sikkert at stoppe ham. Hvis han vælger at vidne, kan han blive udspurgt af anklagemyndigheden og kan nemt komme til at modsige sig selv og underminere sine advokaters arbejde. 

Det der forventes at blive den store kampplads, er Michael Cohens troværdighed og om man kan bevise hvor meget Trump vidste om, hvad det foregik. Udover Trump, så er Michael Cohen den helt centrale figur i sagen. Det var Cohen der lagde planen sammen med Trump og Cohen, der tog et lån og betalte de 130.000 dollars til Stormy Daniels. Cohen har tidligere løjet om sin involvering i sagen for at dække over Trump og blev i den forbindelse dømt og sendt i fængsel. Trump-lejren vil beskrive Cohen som en løgner, der tidligere har været i fængsel for at lyve og som bare er ude efter at få hævn over Trump. Cohen har ofte været i amerikansk tv og udtalt sig meget kritisk om Trump. På den anden side vil anklageren sige, at de løgne som Cohen fortalte, var for at beskytte Trump selv og at de mange dokumenter i sagen understøtter Cohens vidneudsagn. Herudover skal anklageren vise, at det var Trump, der satte planen i værk, for at betale Stormy Daniels for at tie stille. 

Juryen forventes at træffe en afgørelse i slutningen af maj. Herefter kan der gå en måned eller to, før straffen fastsættes. Trump kan risikere op til fire år i fængsel for anklagerne. Det mest sandsynlige er dog nok, at Trump får en bøde, eller maksimalt 6 måneders fængsel. Dommen vil juridisk set ikke forhindre Trump i at blive præsident, men kan potentielt overbevise nogle vælgere om ikke at stemme på ham.

Related Posts