Da Trump sidste år blev anklaget ved en domstol i Florida for at have taget fortrolige dokumenter, var der en person i anklageskriftet benævnt “employee nr. 5”. Nu står manden bag, Brian Butler, frem og fortæller sin historie, og det begynder virkelig at se sort ud for Trump i sagen.
Grunden til at Butler står frem netop nu er, at Trump har bedt dommeren offentliggøre anklagemyndighedens vidner. Anklageren har forsøgt at stoppe dette, for at beskytte vidnerne. Man kan hurtigt blive offer for trusler og det, der er værre, hvis man stiller sig op mod Trump i USA. Det så ud til at dommeren hældte til at frigive oplysningerne om vidnerne, og derfor ville Butler hellere stå frem med sin historie på egen hånd.
Der er to årsager til, at Butler er et farligt vidne for Trump i sagen om de fortrolige dokumenter. Butler er meget troværdig og han var til stede ved mange af de vigtige begivenheder i sagen. Og så samarbejder han i øvrigt med anklagemyndigheden.
Hvis vi tager troværdigheden først. Butler har ikke rigtig noget at vinde ved at samarbejde med anklagemyndigheden. Han var en tilfreds medarbejder på Mar-a-Lago med et godt job og et godt forhold til Trump. Faktisk har han mistet en masse ved at stå frem. Sit job, sin bedste ven han arbejdede sammen med og så har han selv skulle betale for en advokat i forbindelse med sagen. Det havde været nemmere bare at tie stille eller at få en advokat betalt af Trump. Butler har ikke et horn i siden på Trump, men vidner fordi han mener det er vigtigt at historien kommer frem.
Sagen handler om fortrolige dokumenter som Trump tog med sig, da han forlod Det Hvide Hus. Han burde have leveret dokumenterne tilbage, da han ikke længere var præsident, men det gjorde han ikke. Trump blev flere gange bedt om at levere dokumenterne tilbage, men nægtede. Sagen endte med, at FBI ransagede mar-a-lago og fandt en masse fortrolige dokumenter. Vi er tidligere gået i dybden med sagen her på siden.
Butler arbejdede som nævnt på Trumps golfresort Mar-a-Lago. På et tidspunkt bad en anden Trump ansat, Walt Nauta, der nu er anklaget sammen med Trump, om hjælp til at flytte nogle ting der skulle sendes til Trumps bolig i New Jersey. Butler tænkte ikke nærmere over det, og hjalp med at flytte en masse hvide kasser. Det skete samtidig med at Trumps advokater var ved at undersøge Mar-a-Lago for dokumenter, og mens FBI var til stede i anden del af bygningen. Trump vidste på det tidspunkt, at FBI ledte efter nogle dokumenter, men flyttede i hemmelighed en lang række kasser med dokumenter.
Butler blev også senere kontaktet af Nauta og spurgt til hvor lang tid stedets videokameraer gemte deres optagelser. Butler synes på det tidspunkt, at det var et sært spørgsmål, men tænkte ikke nærmere over det. Trump havde bedt Nauta om at få slettet alt videomateriale fra Mar-a-Lago, så det ikke ville blive opdaget, at han havde flyttet dokumenterne.
Butler fortæller også om, hvordan de fortrolige dokumenter var opbevaret. På billeder fra anklageskriftet kan man se de hvide kasser med dokumenter stå på et toilet og på en scene i en balsal. Ifølge Butler, var dokumenter ikke særligt godt beskyttet. Der var mange medarbejdere der havde nøgler til de rum og nemt kunne få adgang. Der var tale om en række meget fortrolige dokumenter, som ikke må falde i de forkerte hænder.
Butler er en af de slags vidner, der kan vinde sagen for anklageren. Han er meget troværdig, fordi han ikke selv har en aktie i sagen, og så var han personligt til stede ved alle de store begivenheder i sagen. Sagen har hele tiden været den mest alvorlige for Trump, men med Butler som vidne står anklagemyndigheden meget stærkt. Hvis sagen kommer for retten, kan Trump nemt ende med at skulle i fængsel i mange år.
Det er dog det store spørgsmål; hvornår sagen kommer for retten. Trump og hans advokater kæmper med arme og ben for at forsinke sagen og indtil videre er de lykkedes med det. Dommeren i sagen, Aileen Cannon blev i sin tid udpeget af Trump. Cannon har ikke den store erfaring, slet ikke i sager af den her størrelse og vigtighed. Samtidig giver Cannon hver gang hun får chancen små fordele til Trump. Derfor går sagen meget langsomt.
Trump har senest forsøgt at få sagen afvist ved at fremføre en lang række teorier. Alle spundet ud af blå luft og uden hold i loven. Normalt ville en dommer blot feje den slags grundløse forsøg af banen, men ikke Cannon. Hun har besluttet, at hver teori skal undersøges grundigt ved en række høringer. Senest var der en høring om to af teorierne, som endte med at tage en hel dag. Cannon endte med at afvise den ene teori, mens den anden teori skal behandles på et senere tidspunkt. Selvom Trump ikke fik sagen afvist, så får han den forsinket, og på nuværende tidspunkt ser det allerede ud til, at det bliver umuligt at få sat sagen i gang før valget.
Cannon ved godt, at hun ikke direkte bare kan give sejren til Trump. Så vil hendes afgørelse blive sendt op til kredsretten af anklageren. Kredsretten har allerede to gange overrulet Cannon, når hun er gået for langt. Men der er intet der kan stoppe Cannon fra at trække sagen i langdrag. Det er kun, når Cannon træffer en afgørelse, at anklageren kan få det set igennem af en højere domstol. Så når Cannon siger, at et emne kan tages op igen senere i sagen, er det for at undgå at tage en beslutning om det, som kan blive efterset.
Hvis sagen ender med at gå i gang, vil Butler, tidligere kendt som “employee nr. 5”, sandsynligvis ende med at sende Trump i fængsel i mange år. Trumps bedste chance er at forsinke sagen og så vinde valget og dermed blive præsident igen. Den første del, forsinkelsen, er lykkedes for Trump. Nu må vi se om Trump også kan vinde valget og på den måde undgå fængsel.