Da spørgsmålet om immunitet blev hørt i kredsretten, spurgte en dommer Trumps advokat, om en siddende præsident kan få militæret til at snigmyrde sine politiske modstandere og stadig være immun fra retsforfølgelse. Trumps advokats argument havde malet ham op i et hjørne, hvor han ikke havde andre udveje end at sige: ja. Den korte samtale mellem dommeren og advokaten gjorde det klart for de fleste, at det ikke giver mening, at en præsident har total immunitet fra retsforfølgelse.
Trump har alligevel bedt højesteret om endeligt at afgøre spørgsmålet om immunitet. Mens vi venter på, at højesteret finder ud af, om de vil tage sagen op, kigger vi på, hvad det er for nogle argumenter, Trump støtter sig op ad.
Den sag, spørgsmålet udspringer af, er en føderal straffesag i Washington DC, hvor Trump er anklaget for at forsøge at ændre valgresultatet efter præsidentvalget i 2020, hvilket endte med stormen på Kongressen den 6. januar 2021.
Ingen basis i loven
Det første man normalt gør når man har et juridisk spørgsmål er at kigge i loven. Men i det her tilfælde står der intet sted, at en præsident skulle være immun. USA’s forfatning giver i et vist omfang immunitet til medlemmer af Kongressen, men nævner ikke præsidenten. Emnet blev endda bragt op, da man skrev forfatningen, men det blev ikke debatteret nærmere, men er altså ikke bare en forglemmelse.
Som med mange af de her spørgsmål omkring Trump og straffesager, er det tætteste vi har været på en lignende situation, Richard Nixon. Nixon havde to sager der er relevante her.
Nixon blev sagsøgt i en civil sag, mens han var præsident, Nixon v. Fitzgerald (1982). Det var en tidligere Nixon medarbejder der sagsøgte for uretmæssig fyring. Her anerkendte højesteret en vis immunitet mod civile søgsmål, mens man er præsident, hvis sagen vedrører præsidentens officielle opgaver. Altså langt fra hvor vi er med Trump. Hvor der er tale om en straffesag og om handlinger foretaget efter han var præsident, og som nok ikke er inde for en præsidents officielle opgaver.
Den anden Nixon-sag af relevans, er en sag mange nok husker, nemlig Watergate skandalen. I den sag så det ud til, at Nixon var ved at blive stillet strafferetligt til ansvar for sine handlinger. Men Nixons efterfølger, Gerald Ford, brugte sin magt som præsident til at benåde Nixon, hvilket medførte, at det aldrig kom til en straffesag. Alt det havde været fuldstændig unødvendigt, hvis Trump har ret i, at en præsident er immune fra retsforfølgelse.
Højesteret har også tidligere fundet, at en præsident ikke kan modsætte sig at møde op i retten og vidne i en strafferetlig sag. Der er altså intet der tyder på, at en præsident skulle være immun, men højesteret har aldrig direkte taget stilling til spørgsmålet.
Højesteret har dog tidligere også specifikt sagt, at der er stor forskel på civile og strafferetlige sager, når der er tale om immunitet, så man ikke bare kan overføre regler fra den ene situation til den anden. Der er forskellige samfundsmæssige beskyttelseshensyn.
Trumps argumenter
Trumps advokater har fremført tre hovedargumenter for, hvorfor Trump ikke skulle kunne retsforfølges ved en føderal domstol. Vi gennemgår her argumenterne.
Tredelingen af magten
Trumps første argument handler om tredelingen af magten mellem den udøvende, den dømmende og den lovgivende magt, et princip vi også følger herhjemme. Som udgangspunkt skal hver af de tre statsmagter blive på deres eget område. I Danmark har vi haft sagen om Tvind-skolerne, hvor Folketinget skrev i en lov, at Tvind-skolerne ikke kunne få tillæg efter en lov. Domstolene fandt, at loven var i strid med magtens tredeling, da det er domstolens opgave at fortolke loven, ikke Folketinget.
På samme måde mener Trump ikke, at en domstol kan gå ind på præsidentens område og bestemme, hvad en præsident kan foretage sig. Til støtte for det argument, citerer Trump en af de mest kendte domme i amerikansk historie, Marbury v. Madison (1803), der etablerede højesterets magt til at fortolke love. I den sag skriver dommerne, at en præsident officielle handlinger ikke kan blive set igennem af en domstol.
Det citat er dog taget lidt ude af kontekst. Dommen deler præsidentens opgaver op i to forskellige slags. De mere politiske, hvor præsidenten frit kan vælge, f.eks. hvem der skal have en politisk post. Og så opgaver hvor præsidenten er bundet af loven, som f.eks. landets straffelove. Marbury v. Madison vedrører politiske beslutninger, som dommerne i den sag mener ikke kan blive set efter af domstolene. Men præsidenten skal dog stadig følge lovene.
Det er også blevet slået fast i en lang række sager siden hen, at præsidenten skal følge lovene. Det mest kendte eksempel er sagen, Youngstown Sheet & Tube Co. v. Sawyer (1952), hvor højesteret underkendte en beslutning truffet af præsidenten. I forbindelse med strejker blandt andet på et stålværk i byen Youngstown i Ohio, gik præsident Truman ind og beordrede, at staten skulle overtage stålværket for at sørge for at holde produktionen i gang. Den handling var ikke blevet godkendt af Kongressen, og lå altså ud over hvad præsidenten havde ret til at gøre. Og det var noget højesteret kunne vurdere og påtale.
Generelt er det et svagt argument, der er baseret på en enkelt sætning i en gammel dom, som er taget ud af kontekst. Tredelingen af magten handler netop også om, at de tre statsmagter kan holde øje med hinanden, ikke at de bare kan gøre hvad de har lyst til.
Retsforfølgelse kræver en rigsretssag
Umiddelbart efter stormen på Kongressen den 6. januar 2021, startede demokraterne en rigsretssag mod Trump. Ved en rigsretssag kan en præsident fjernes fra embedet, men det er også den eneste mulige konsekvens. En rigsretssag er en politisk proces og har ikke noget med domstolene eller straffeloven at gøre. En rigsretssag kræver, at et flertal i repræsentanternes hus stemmer for og at to tredjedele stemmer for i senatet. Rigsretssagen blev afvist i senatet, hvor mange republikanere ikke ville stemme for at fjerne Trump.
Trump argumenterer for, at han kun kan retsforfølges, hvis han først er dømt i en rigsretssag.
Argumentet baserer sig på en passus omkring rigsretssager i artikel 1 i den amerikanske forfatning:
“…but the Party convicted shall nevertheless be liable and subject to Indictment, Trial, Judgment and Punishment, according to Law.”
Forfatningen siger, at selvom man er blevet dømt i en rigsretssag, kan man stadig godt blive retsforfulgt efterfølgende. Dette giver mening, da en rigsretssag kun fjerner en person fra embedet. Trump tolker omvendt herfra, at hvis man så ikke er blevet dømt i en rigsretssag, så kan man heller ikke blive retsforfulgt.
Det er ikke sådan man læser love. Bare fordi en lov skriver, at noget er sandt, betyder det ikke, at alt andet ikke er sandt. Forfatningen siger blot, at man kan blive dømt på begge måder. Det var her, at Trumps advokat i kredsretten svarede en dommer, at en præsident ikke kan retsforfølges for at have beordret sine politiske modstandere dræbt, medmindre præsidenten var blevet sat for en rigsretssag først.
Hvad der gør argumentet endnu mere utroværdigt er hvad Trumps advokater sagde, da Trump stod for en rigsretssag. Her sagde advokaten, at man ikke burde fjerne Trump fra embedet, men at man i stedet burde retsforfølge ham via domstolene for det han havde gjort. Altså det som Trump nu siger, faktisk ikke er muligt.
Det sidste forsøg fra Trump i var, at han ikke kunne retsforfølges efter reglen om Double jeopardy. Reglen siger, at man ikke kan blive retsforfulgt for den samme forbrydelse to gange. Så hvis man bliver frikendt første gang, kan anklagemyndigheden ikke prøve igen. Men som nævnt er en rigsretssag kun en politisk proces, der er helt uafhængig af domstolssystemet. Så det faktum, at Trump blev frikendt ved en rigsretssag, gør ikke, at han ikke kan blive retsforfulgt. Det følger også specifikt af det afsnit af forfatningen som er citeret ovenfor.
Dette argument giver heller ikke megen mening og er meget utroværdigt.
En politisk nødvendighed
Trumps sidste argument er ikke baseret på nogen lov eller dom, men mere på ideen om, at hvis en præsident ikke har immunitet, vil det gøre det svært for en præsident at udføre deres arbejde. Trump mener ikke, at en præsident vil kunne tage de rigtige og de svære beslutninger, hvis man hele tiden skal være bange for at blive retsforfulgt for det, når man ikke længere er præsident.
Nixon fremførte lidt af samme argument, da en domstol bad ham udlevere hans private optagelser fra Det Hvide Hus. Hvis alle kan høre med, vil præsidenten og hans rådgivere ikke kunne diskutere kontroversielle emner og løsninger, uden at være bange for retsforfølgelse. Domstolen købte ikke det argument i Nixon-sagen, der blev tvunget til at udlevere optagelserne.
Dette argument går direkte imod Trumps andet argument ovenfor. Der argumenterer Trump for, at en præsident godt kan blive retsforfulgt, men kun hvis han har stået for en rigsretssag først. Hvis det er sandt, vil en præsident allerede nu skulle være bange for i visse tilfælde at blive retsforfulgt. Tidligere tiders præsidenter kunne godt fungere, selvom de troede de kunne blive retsforfulgt senere. Som f.eks. Gerald Ford og Richard Nixon, som begge mente, at en benådning var nødvendig for at redde Nixon.
Dette argument er taget ud af blå luft. Det har ikke været et problem i USAs historie endnu, og det er jo gået meget godt for de fleste præsidenter alligevel. Og man kan også argumentere for, at det er en god ting, at præsidenter er nervøse for at blive retsforfulgt, når de forlader embedet, da de så tænker sig om to gange, inden de gør noget ulovligt.
Selv hvis man anerkender den interesse for en præsident, er der på den anden side en mere vægtig interesse fra samfundet generelt i, at politikere bliver stille til ansvar for deres lovovertrædelser.
Konklusion
Alt dette sagt, skal man huske, at hele forløbet mest af alt er Trumps forsøg på at forsinke sin straffesag indtil efter valget. Det er derfor han bruger så meget tid på en sag, der ikke har meget gang på jord.
Det mest spændende nu er om højesteret tager sagen og kommer frem til at Trump ikke har immunitet, eller om de bare afviser sagen, fordi der ikke er noget at komme efter.
Hvis højesteret tager sagen, kan vi forvente en afgørelse i marts eller april. Det vil skubbe Trumps straffesag til sommer. Hvis højesteret afviser at høre spørgsmålet, vil sagen kunne gå i gang igen med det samme, og en retssag ville nok kunne starte i maj. Trump har nu også en anden retssag, der starter i marts og slutter i starten af maj, så sagen bliver nok ikke hørt før der.