Så faldt hammeren i det civile søgsmål mod Rudy Giuliani. Og med et ordentligt smæk. Rudy Giuliani er blevet dømt til at skulle betale 148 millioner dollars i erstatning for løgne, han har spredt i forbindelse med valget i 2020. Nyheden bragte nok store smil hos Shayne Moss og Ruby Freeman, mor og datter, som har vundet retssagen mod Giuliani, og som står til at modtage erstatningen.
Dødstrusler
Sagen startede tilbage i 2020 efter Donald Trump tabte præsidentvalget til Joe Biden. Trump nægtede at erkende nederlaget, og gik i stedet i gang med at finde beviser på, at der var foregået fusk ved valget. Moss og Freeman arbejdede ved et valgsted med at tælle stemmer op. Giuliani delte en video online, hvor man kunne se de to kvinder give noget til hinanden. Giuliani mente, at det var et USB-stik eller lignende, og at det var bevis for, at der var foregået uregelmæssigheder. Problemet var bare, at der faktisk var tale om et stykke slik.
Moss og Freeman blev efterfølgende lagt for had af Trumps støtter, der mente, at det var deres skyld, at Trump tabte valget. Deres telefoner begyndte at ringe døgnet rundt med trusler. Deres telefonsvarere var fyldt med racistiske skældsord og dødstrusler. Og fremmede mennesker mødte op på deres adresser og bankede på. I retten blev nogle af beskederne fra deres telefonsvarere afspillet. Også deres 911-opkald til politiet, da de blev antastet i deres hjem, blev spillet i retten. Politiet oplyste dem på et tidspunkt om, at de var kommet på en liste lavet af ekstreme elementer på internettet over mennesker, der skulle slås ihjel. Politiet anbefalede dem at flytte fra deres hjem i lange perioder. De blev udstødt af mennesker omkring dem, som selv var bange, måtte stoppe med at rejse og måtte ændre navnet på deres virksomhed. Alt sammen på baggrund af Giulianis opslag på de sociale medier, der var grebet ud af den blå luft. Guiliani har ikke ført noget bevis for, at de to kvinder har gjort noget galt.
Ærekrænskelser
I USA kan man sagsøge, hvis en person har sagt noget urigtigt om en, der har medført skade på ens omdømme. Der skal være tale om en beviselig usand offentlig ytring, der identificerer en person og som gør skade på den persons omdømme.
Det er det Giuliani er dømt til at betale erstatning for i sagen her. Han fortalte vidt og bredt, hvordan Moss og Freeman havde begået valgfusk. Det var helt tydeligt ikke sandt og ytringen havde store konsekvenser for de to kvinder.
Det har været en strategi for flere, at forsøge at ramme folk omkring Trump på pengepungen i stedet for gennem strafferetssystemet. De sager kører også, men det kan ofte have meget længere udsigter. Det var det samme vi så i firmaet Dominions søgsmål mod Fox News. Fox havde sagt på live TV, at Dominions stemmemaskiner var blevet brugt til at snyde ved valget i 2020. Det første til, at Fox betalte Dominion 787 millioner dollars for at lukke sagen.
USA’s erstatningssystem
USA har et helt andet system, når det kommer til at erstatning end Danmark. I Danmark kan man kun få erstatning for det tab man har lidt. Man skal altså stilles som hvis skaden ikke var sket. Og så har man en masse takster for, hvad forskellige skader er værd. F.eks. hvad man får hvis man mister et ben. Man kan i nogle tilfælde også få erstatning for svie og smerte, men det er sjældent store beløb der er tale om.
I USA får man også erstatning for sine skader, men derudover får man ofte langt højere erstatning for svie og smerte. Men der er også en hel anden post i USA, de såkaldte punitive damages. Det er en ekstra erstatning der gives for at straffe den der har forvoldt skaden og for at afholde andre for at gøre noget lignende. Det koncept har vi slet ikke i Danmark, hvor man ikke skal kunne ende med at blive stillet bedre end man var før skaden skete. Men i USA har juryen mulighed for at give mere erstatning oveni, hvis de mener, at den anklagede har opført sig virkelig dårligt.
En anden grund til, at erstatningerne ofte er højere i USA er, at USA bruger juryer i civile sager. Så det er ofte almindelige mennesker, der skal fastsætte erstatningen. Mod herhjemme, hvor det er en dommer. I Danmark bruger vi kun juryer i visse grove straffesager.
Erstatningens størrelse
De to kvinder havde bedt om 43 millioner dollars i erstatning. Det var baseret på en eksperts udsagn om, at det var, hvad det teoretisk set ville koste at genoprette deres gode navn og omdømme. Løgnene, Giuliani spredte, var set af mere end 10 millioner mennesker i USA. Det vil være dyrt at nå ud til alle de mennesker.
Alligevel endte juryen med at give en erstatning på 148 millioner dollars. Altså langt højere end hvad de to kvinder egentlig havde bedt om. Juryen gav de to ofre 33 millioner dollars i erstatning, men lagde 40 millioner oven i, fordi Giuliani havde handlet bevidst. Altså fordi han vidste, at de udsagn han sagde var usande og vidste hvad det ville have af konsekvenser. Oven i det kom så 70 millioner dollars i erstatning via de nævnte punitive damages.
Grunden til, at erstatningen er blevet så stor er altså, at juryen mente, at Giuliani med vilje havde fremsat de her løgne. Og herudover, at Giuliani blev ved med at holde fast i løgnene, selv mens retssagen kørte, og blev ved med at fremsige dem. Selv efter det var helt klart, at de to kvinder intet havde gjort galt.
Disse store erstatninger bliver af og til sat ned, når de bliver appelleret til en højere domstol. Juryer har det med at give meget høje erstatninger. Især med hensyn til punitive damages, som ikke behøver at sættes efter hvad offeret har lidt af tab, men som kan sættes til hvilket som helst tal juryen finder rigtig.
I det her tilfælde er ca. halvdelen af de 148 millioner dollars punitive damages. Og det passer faktisk meget godt med den normale tommelfingerregel. De skal normalt sættes i nogenlunde samme størrelse som selve erstatningen. Hvis man begynder at se, at de er 2-3 gange højere end selve erstatningen, er der stor risiko for, at en appeldomstol vil nedsætte erstatningen.
Får de pengene?
Om Moss og Freeman så overhovedet får nogen penge, er en anden sag. Giuliani har ikke villet oplyse retten om sine aktiver, men rygtet forlyder, at han allerede nu er tæt på fallit.
Ifølge en rapport fra skattemyndighederne skylder Giuliani over en halv million dollars i ubetalte skatter. Giuliani har også været involveret i en lang række andre retssager, hvor advokatregningen hurtigt kan være løbet. Han blev sammen med Trump anklaget i en straffesag i Georgia for deres forsøg på at ændre valgresultatet i 2020. Og så er han også blevet sagsøgt af en tidligere kollega for 10 millioner dollars for seksuelle krænkelser.
I september holdt Trump en fundraiser for Giuliani med en middag, hvor det kostede 100.000 dollars per kuvert at deltage. Herudover har Trump afvist at dække Giulianis omkostninger.
Så det kan blive svært for Moss og Freeman at få penge ud af Giuliani. Men i det mindste har de nu fået rettens ord for, at de udtalelser Giuliani kom med om dem, ikke er sande.
USA’s borgmester
Giuliani har været en kendt skikkelse i USA i mange år. Han er uddannet advokat og har arbejdet som anklager i delstaten New York. Han blev kendt for at gå efter mafiaen i New York og for at få sat masse forbrydere i fængsel. Her brugte han blandt andet de omdiskuterede RICO love om organiseret kriminalitet, som han selv nu er anklaget under hans straffesag i Georgia.
Senere blev Giuliani borgmester i New York, og han sad på posten den 11. september 2001, da de to tårne styrtede sammen i New York. Hans håndtering af 9/11 og tiden efter gav ham tilnavnet Americas mayor og hans popularitet skød i vejret. I 2001 var Giuliani People magazine’s Person of the year. Der var mange, inklusiv ham selv, der troede han skulle være præsident en dag. Han forsøgte to gange, uden held, at blive præsident, men var stadig en respekteret skikkelse i det republikanske parti. Da han var ved at falde uden for indflydelse, hægtede han sig på Trump og blev en af Trumps mest betroede advokater. I dag er Giuliani til grin i USA, og har mistet al den glans der var omkring ham. Herudover er han nu bankerot og kan snart ende i fængsel. Det er en af de største nedture i nyere amerikansk historie.
Større perspektiv
Sagen her vedrører altså kun denne ene løgn og medfører kun erstatning for de to kvinder. Men set i et større perspektiv, er det første gang, at Trump og hans folk er blevet straffet for de løgne, de fortalte i forbindelse med valget. Og det kan måske vise vejen for mange andre, der har lidt skade som følge af Trump-lejrens mange løgne.
Resultatet kan dog ikke direkte overføres til Giuliani og Trumps straffesager, der også inkluderer løgnene mod de to kvinder. Der er en højere bevisbyrde i straffesager, men afgørelsen peger i hvert fald på, at en jury ikke ser mildt på de løgne som Trump-lejren bliver ved med at fortælle.