Hvis vi skruer tiden tilbage til efteråret sidste år, troede de fleste, at Trump ville ende i fængsel inden præsidentvalget skulle løbe af stablen. Trump var blevet anklaget i fire straffesager, og den ene så mere alvorlig ud end den anden. Anklagerne i sagerne var fokuserede på at få retssagerne sat i gang før amerikanerne skulle til stemmeurnerne i november 2024.
Selvom Trump nu er blevet dømt i en sag i New York, så kan man nok godt sige, at Trump indtil videre har vundet kampen mod retssystemet. Den sag som Trump er blevet dømt i, er den de fleste længe lidt havde glemt, fordi de tre andre sager så langt mere alvorlige ud. Trumps advokater har formået at få udsat de tre mere alvorlige sager til efter valget. Den sidste sag hvor Trump nu er dømt, ender sandsynligvis ikke med en fængselsstraf og Trump kan uden problemer nu gøre sig klar til valgkampen mod Joe Biden.
I dag kigger vi på de fire straffesager og ser på hvordan Trump indtil videre har undgået alvorlige konsekvenser.
Den første er den føderale sag omkring tilbageholdelse af fortrolige dokumenter. Trump beholdt en række fortrolige dokumenter, da han forlod Det Hvide Hus og nægtede efterfølgende at levere dem tilbage. Han forsøgte også at dække over forbrydelsen ved at flytte dokumenterne og at slette videomateriale. Sagen så ud til at være den mest alvorlige, fordi det står ret klart, at Trump har gjort noget ulovligt og fordi Trump vil kunne ende mange år i fængsel. Til Trumps held blev har han fået stor hjælp af dommeren i sagen. Dommeren Aileen Cannon blev udpeget af Trump selv og har været meget lydhør overfor den tidligere præsidents argumenter. Trump lejren har rejst en masse argumenter, med mere eller mindre hold i loven. I stedet for at afvise dem, har Cannon hver gang insisteret på at give parterne tid til at skrive notater om spørgsmålet. Lige meget hvor langt ude argumentet er. Derfor er retssagen blevet ved med at trække ud og er stadig ikke tæt på at kunne gå i gang på trods af at den oprindelige startdato var i maj 2024. Medmindre anklagemyndigheden forsøger at få skiftet dommeren ud, behøver Trump ikke bekymre sig om denne sag.
I den anden føderale sag, den der handler om Trumps indblanding i stormen på Kongressen den 6. januar 2021, er det ikke gået meget bedre. Trump mener, at han som præsident er immun fra retsforfølgelse for ting han foretog sig i sin tid som præsident. Det fremgår ikke af nogen lov eller af forfatningen, og blev derfor også hurtigt afvist af sagens dommer. Trump er dog blevet ved med at anke spørgsmålet, der nu er endt i højesteret. Højesteret havde mulighed for hurtigt at afgøre spørgsmålet, men valgte i stedet at tage det stille og roligt og udskyde spørgsmålet så lang tid som muligt. Højesteret forventer at afklare spørgsmålet her i juni, men det vil sandsynligvis allerede være for sent at få retssagen i gang inden valget.
Hvor Trump i de to andre sager har fået en hjælpende hånd af dommerne, har han i den tredje sag fået hjælp fra en uventet kant, nemlig sagens anklager. Der er tale om sagen i Georgia, hvor Trump er anklaget for forsøg på at ændre valgresultatet efter valget i 2020. Chefanklageren i sagen har haft en hemmelig affære med en anden anklager, hun har hyret til sagen. De har rejst en del sammen og der var tvivl om, hvem der havde betalt for hvad og om anklageren havde en økonomisk interesse i sagen. Dommeren kom frem til, at der ikke var foregået noget ulovligt, men kritiserede i hårde veninder anklageren for at kreere en situation hvor det så ud til at være foregået noget uldent. En appeldomstol i Georgia skal nu høre spørgsmålet om, hvorvidt anklageren kan fjernes fra sagen og holder en høring i oktober. Appeldomstolen har så til marts til at træffe en afgørelse, så denne sag kommer helt sikkert heller ikke i gang inden valget.
Den sidste sag er om ulovlig bogføring af en betaling til pornostjernen Stormy Daniels. Trump blev dømt i sagen, men det forventes ikke at han ender i fængsel. Når dommeren i juli afsiger Trumps straf, er det mest sandsynligt, at Trump får en bøde eller en betinget dom. Selvom Trump skulle få en fængselsstraf vil han kunne anke sagen, og sandsynligvis få lov at blive på fri fod mens appelsagen kører. Under sagen har Trumps advokater lagt en utrolig hård linje. De har nægtet, at Trump på nogen måde skulle have gjort noget galt. Samtidig har Trump benyttet sagen til at anklage dommeren og andre for at være ude efter ham. Sagen har derfor fungeret som en megafon for Trump, der har fået endeløs taletid i medierne. Undersøgelser viser, at det ikke er mange vælgere, der på baggrund af sagen vil vende Trump ryggen. Så selvom Trump tabte sagen, er han kommet styrket ud af den og har fået mange donationer fra hans støtter.
Udover hans straffesager har Trump også været involveret i en række andre juridiske spørgsmål. Trump tabte tidligere på året en civil retssag til forfatteren E Jean Carroll. Den sag er anket, og kalenderen kan også nemt vise 2025 før den sag får en endelig afgørelse. Og sidst er der sagen om, hvorvidt Trump kunne blive fjernet fra stemmesedlen. Her sørgede det konservative flertal i højesteret for, at sagen blev afgjort hurtigt, og at intet ville kunne stå i vejen for Trump frem mod valget.
Der er stadig fem måneder til valgdagen, og med alle sager parkeret, kan Trump nu fokusere på valgkampen. Med det tempo der er i amerikansk politik i dag, vil de fleste nok have glemt alt om sagen, når de skal til stemmeurnerne. Hvis Trump ender med at blive valgt igen, vil han kunne undgå sagerne de næste fire år. Mange troede, at retssystemet ville kunne holde Trump fra at blive præsident, men indtil videre er det Trump, der har trukket sig sejrrigt ud af systemet.