Donald Trump skal have den store pengepung frem, efter at en jury i New York kom frem til, at han skal betale forfatteren E. Jean Carroll 83,3 millioner dollars i erstatning for ærekrænkelser. Det tog juryen under tre timer at fastsætte den store erstatning.
Trump har valgt at anke sagen, og kan derfor vente med at betale, til sagen er afgjort af en højere instans. Det kan tage mange måneder.
Tilbage til 1996
I maj sidste år blev Trump dømt for ærekrænkelser og for seksuelt overgreb på E. Jean Carroll. Juryen fandt det bevist, at Trump i 1996 foretog et seksuelt overgreb på Carroll i et prøverum i en forretning i Manhattan, men ikke at Trump skulle have voldtaget Carroll. Trump blev dømt til at betale en erstatning på 2 million dollars for det seksuelle overgreb. Herudover skulle Trump betale 3 millioner dollars i erstatning for ærekrænkelser, for at have kaldt Carroll en løgner.
Den sag, som nu har ført til en kæmpe erstatning, vedrører en række udtalelser fra Trump omkring Carroll i 2019. Trump kaldte Carroll en løgner, der bare var ude efter penge og sagde at han aldrig havde mødt hende.
Dommeren har allerede afgjort, at udtalelserne var ærekrænkende, da de var sammenlignelige med dem, som blev fundet ærekrænkende ved den første retssag i maj 2023. Spørgsmålet om hvorvidt Trump havde forgrebet sig på Carroll i 1996, var heller ikke op til diskussion, siden det allerede var afgjort i den første retssag. Det handlede derfor denne gang kun om erstatningens størrelse.
Erstatnings størrelse
I den første sag blev Trump dømt til at betale 3 millioner dollars til Carroll for ærekrænkelser. I den her sag er beløbet nu 83,3 millioner dollars. Juryen skruede virkelig op for blusset denne her gang.
Beløbet består af 18,3 millioner i erstatning til Carroll for det tab hun har lidt. Ud af det beløb er 11 millioner for den skade hendes omdømme og hendes forfatterkarriere har lidt. Det er sandsynligvis opgjort, som hvad det ville koste at føre en kampagne online, der skal reparere Carrolls omdømme. De resterende 7,3 millioner er for den emotionelle svie og smerte som Carroll har lidt.
Den største del af erstatningen er dog de såkaldte punitive damages. Det er erstatning som tildeles, ikke for tab den skadelidte har haft, men som en slags straf, som skal afskrække skadevolderen og andre for at gøre noget lignende igen. Det bruges også, hvis skadevolderen har handlet meget koldblodigt og med fuldt overlæg, eller hvis der er mange andre der er ramt af samme problem. Det er ofte brugt i USA, men ikke noget vi bruger i Danmark.
Der er nok flere grunde til, at juryen valgte at lægge sådan et kæmpe beløb oven i erstatningen.
Den første grund er det som Carrolls advokat også var inde på under sagen. Erstatningen skal være høj nok til at afskrække Trump fra at gøre det igen. Ved sidste retssag, hvor Carroll vandt 5 millioner dollars, gik Trump ud næste dag og fortsatte med at angribe Carroll og fremsatte flere ærekrænkende ytringer. Fem millioner vil normalt være nok til at lukke munden på de fleste. Men for en rigmand som Trump skal der mere til. Herudover har det også vejet meget, at Trump denne gang helt sikkert vidste, at hans ytringer var ærekrænkende, da han havde tabt en retssag om det. Men han blev alligevel ved. Så han vidste, hvad det var han gjorde og gjorde det med fuldt overlæg.
For det andet, så kom sagen til at handle om meget mere end de ytringer fra 2019, som retssagen egentlig omhandlede. Carrolls advokat viste hvordan Trump har kaldt Carroll en løgner og det der er værre et utal af gange gennem årene. Bare under selve retssagen, der strakte sig over et par uger, angreb Trump Carroll over hundrede gange på de sociale medier. Der var altså ikke tale om et enkeltstående tilfælde, men et vedvarende angreb over mange år.
Den sidste grund er Trump og hans advokats opførelse under retssagen. Juryen sidder på sidelinjen og ser alt der sker under sagen. Og Trump og hans advokat Alina Habba opførte sig respektløst under hele retssagen. Både Trump og Habba blev flere gange irettesat af dommeren i sagen og blev truet med at blive smidt ud af retssalen. Trump sad og rystede på hovedet, rullede med øjnene og mumlede alt muligt, mens Carroll var i vidneskranken. Trump rejste sig også og udvandrede midt under Carrolls advokats afsluttende bemærkninger. Habba diskuterede flere gange med dommeren, og argumenterede for at hele sagen faktisk havde været positiv for Carroll, da hun nu var meget mere kendt. Et absurd og respektløst argument, i forhold til en, der er blevet udsat for seksuelle overgreb.
Mange havde også forventet, at erstatningen ville blive endnu højere. Trumps tidligere advokat Rudy Giuliani blev f.eks. dømt til at betale 148 millioner dollars i en anden sag om ærekrænkelser.
Uundgåelig appel
Trump har allerede bebudet, at han vil appellere afgørelsen. I denne sag vil det hovedsageligt handle om erstatnings størrelse.
Det er ikke unormalt, at en appeldomstol nedsætter en erstatning sat af en jury, specielt med hensyn til punitive damages. Her kan juryen næsten sætte dem til det, de har lyst til. En tommelfingerregel er, at de punitive damages ikke skal være højere end fire gange hvad den reelle erstatning var. Der er dog undtagelser, hvis skadevolderen har opført sig virkelig dårligt eller med vilje har påført skade.
Her er vi inden for tommelfingerregel: 18,3 millioner i erstatning og 65 millioner i punitive damages. En appelret kan stadig godt nedsætte erstatningen, og det er det, Trump vil slå på i en appelsag.
En appeldomstol kan også godt nedsætte den almindelige erstatning. Men det er meget sjældent. Det er kun hvis der er begået fejl i den første retssag. Det er juryen som har set på de bevismatrialer som Carroll har fremlagt om sit tab. En appeldomstol ønsker ofte ikke at omgøre en jurys beslutning.
En appelsag kan tage mange måneder. Og den første sag som Trump tabte i maj sidste år er også blevet appelleret, og er på vej igennem systemet. Det var den sag, der fastslog at Trump havde begået seksuelt overgreb og at hans udtalelser var ærekreækende. Så den appel vil have større indflydelse på sagen, end den nuværende, der kun handler om størrelsen på erstatningen. Det er dog ikke særlig sandsynligt, at Trump vil få noget ud af de her appelsager. Nok højest en nedsættelse af erstatningen.
Kan Trump betale?
Det store spørgsmål er så, om Trump kan betale den store erstatning. I 2021 indsendte Trump dokumenter, der viste, at han havde næsten 300 millioner dollars i likvide midler, udover hvad han ejer af fast ejendom. Han har også tidligere sagt, at han har omkring 400 millioner i likvide midler. Det er lidt usikkert, da Trump ofte overdriver sine finansielle situation, men det virker sandsynligt, at det er i den størrelsesordenen. Trump har altså sandsynligvis penge til at betale Carroll de penge, han skylder. Isoleret set i hvert fald.
For Trump har også en lang række andre sager, der også trækker på hans finanser. Han betaler for dyre advokater i fire store straffesager og en række andre civile sager. En af pengetankene, der støtter Trump, rapporterede for eksempel i 2023, at der i det første halvår var blevet brugt 21 millioner dollars bare på advokatomkostninger. Og i en anden sag i New York står Trumps firma til at skulle betale op til 370 millioner dollars til staten New York. Så hans pengepung kan nemt snart være tom.
Alle Trumps sager fører dog ofte til, at Trump får millioner i donationer fra sine tilhængere. Disse donationer er i stor stil blevet brugt til at betale for advokatregninger. Beløbene fra retssagerne er efterhånden så store, at det kan være svært for Trump at samle så store beløb ind. Donationerne kan bruges til advokatregninger, men de kan nok ikke bruges til at betale for selve erstatningen. Der er en del regler for, hvad donationer til politikere må bruges til.
Første fingerpeg får vi, når Trump skal appellere sagen. Her skal hele det beløb, man har tabt, lægges til side, før appellen kan starte. For eksempel, har Trump lagt fem millioner til side hos domstolen, efter at han tabte den første sag. Trump kan vælge selv at lægge det fulde beløb på 83,3 millioner, eller kan betale et firma for at lægge beløbet, mod at de får sikring i hans faste ejendom eller lignende.
Hvis vi når dertil, at Trump også taber appelsagen og pengene skal betales, er pengene altså på den måde allerede sikret. Så vil det firma Trump hyrer betale og firmaet vil så få sine penge tilbage fra Trump direkte eller ved at frasælge de faste ejendomme som Trump lagde til sikring. Så selv hvis Trump ikke har penge i likvide midler, kan der frasælges fast ejendom nok til at kunne opfylde dommen.
Hvis Trump nægter at betale, kan Carroll få det offentliges hjælp til at inddrive pengene. Trump kan blive tvunget til at frasælge hans aktiver. Men i den nuværende situation, hvor der skal være en appel, er pengene altså allerede lagt til side. Og de bliver udbetalt, når alle appeller er klaret.
Trump har ret til at få en højere instans i New York til at høre spørgsmålet. Teknisk set kan han derefter bede den højeste domstol i New York om også at høre sagen. Det er dog meget usandsynligt, at de vil tage sagen op. De højeste domstolene i delstaterne hører normalt kun sager af principiel karakter. Der er ikke noget juridisk principielt over denne sag. Den har bare meget fokus, fordi det handler om en tidligere præsident.
Næste skridt
Sagen skal nu høres af en højere domstol i New York. De kigger på afgørelsen fra den lavere domstol, og ser, om der er lavet fejl eller om erstatningen skal nedsættes. De højere domstole hører som udgangspunkt ikke vidner og der er ingen jury. Det er blot nogle dommere, der kigger på de juridiske spørgsmål i sagen.
En anden ting at holde øje med, er om Trump bliver ved med at angribe Carroll. Hvis Trump fremsætter nye ærekrænkende bemærkninger, kunne Carroll faktisk anlægge en ny retssag omkring yderligere erstatning. Det er usikkert om Carroll har en interesse i det, men det er en mulighed. Men måske vil de 83,3 millioner dollars vise sig at være nok til at afholde Trump fra yderligere bemærkninger om Carroll.