Trump bruger retssag om seksuelle overgreb og ærekrænkelser i sin kampagne

Trump står til at skulle betale endnu flere penge til forfatteren E. Jean Carroll. I maj sidste år blev Trump dømt for ærekrænkelser og for seksuelt overgreb på E. Jean Carroll. Juryen fandt det bevist, at Trump i 1996 foretog et seksuelt overgreb på Carroll i et prøverum i en forretning i Manhattan, men ikke at Trump skulle have voldtaget Carroll. Trump blev dømt til at betale en erstatning på 2 million dollars for det seksuelle overgreb. Herudover skulle Trump betale 3 millioner dollars i erstatning for ærekrænkelser, fordi han gentagne gange i 2022 havde kaldt Carroll en løgner, der har opfundet historien for at tjene penge.

Det var en civil sag, og ikke en straffesag, så Trump fik ikke en straf i forbindelse med sagen, udover at skulle betale erstatning. Sagen blev dengang anlagt under en speciallov i New York, der lod ofre for seksuelle overgreb bringe deres sag for retten, selvom deres sag egentlig var forældet. Vi har tidligere skrevet om loven her på siden

Den nye sag handler om andre udtalelser fra Trump i 2019, hvor Trump også kaldte Carroll en løgner, der bare var ude efter penge og sagde at han aldrig havde mødt hende. Det var også i den forbindelse, at Trump udtalte, at Carroll slet ikke var hans type. Dommeren har dog også tilladt, at Carroll viser eksempler på andre gange, hvor Trump har udtalt sig om hende. For det har han gjort et endeløst antal gange, specielt på de sociale medier.

Dommeren har allerede dømt, til fordel for Carroll, så sagen handler kun om hvor stor erstatningen skal være. Dommeren skrev, at det i den første sag blev bevist, at Trump havde forgrebet sig på Carroll og at han havde ærekrænket hende. Ydermere var de ytringer i den nye sag så tæt på dem i den første sag, at dommeren kom frem til at de også var ærekrænkende. Men denne sag handler altså kun om ærekrænkelser, og ikke det seksuelle overgreb. 

Ærekrækelser
For at Carroll kan vinde en sag om ærekrænkelser skal følgende bevises i retten:
-Trump har skriftligt eller mundtligt offentliggjort udtalelser om Carroll.
-Udtalelsen er faktuel og kan bevises som usand.
-Trump vidste eller burde vide at udtalelsen er usand.
-Carroll har lidt et tab eller at hendes omdømme har lidt skade

Så når en domstol allerede har fundet, at Trump forgreb sig på Carroll, så stod det klart, at hans udtalelser var beviseligt usande. For Carroll talte sandt, og havde ikke blot fundet på anklagerne. Herudover var Trump selv involveret, så han vidste, at udsagnene var usande.

Dommeren har fundet, at alle betingelserne er opfyldt. Nu skal Carroll blot overbevise juryen om, hvor stor en erstatning hun skal have. 

Vidneskranken
Carroll valgte at vidne i sagen. Hun forklarede, at Trump havde forgrebet sig på hende, og da hun skrev om oplevelsen, kaldte Trump hende en løgner. Hun forklarede, at hun var i retten for at beskytte sit omdømme. Carroll har i årtier arbejdet som journalist, men er i mange kredse nu kendt som en løgner, på grund af Trump. Carroll fortalte også, at hun blot ønskede at Trump stoppede med at kalde hende en løgner, og at hun levede med daglige trusler fra vrede Trump støtter. Carroll fortalte videre, at hun i dag må hyre en personlig bodyguard når hun skal ud i offentligheden og at hun har købt et håndvåben til selvforsvar. 

Trump har tidligere luftet tanken om også at tage vidneskranken. Dommeren har dog gjort det klart, at han kun må udtale som om, hvor stor erstatningen skal være. Han kan ikke tale om sin uskyld eller lignende, da det er et emne, der allerede er afgjort af en domstol. En dommer i en anden sag forsøgte på samme måde at holde styr på, hvad Trump kunne vidne om. Men det endte alligevel med en lang rant fra Trump om, at han var uskyldig og med beskyldninger mod dommeren og anklageren. Indtil videre er Trump sat til at skulle vidne i starten af næste uge. 

Erstatning
Carroll har bedt om 10 millioner dollars i erstatning for det tab hun har lidt og har også bedt om at retten tillægger et højt beløb af de såkaldte punitive damages. Det er erstatning der tildeles, ikke for tab den skadelidte har haft, men som en slags straf der skal afskrække skadevolderen og andre for at gøre noget lignende igen. Det er ofte brugt i USA, men ikke noget vi bruger i Danmark.

Carrolls advokat bad juryen om at fastsætte en erstatning stor nok til at få ham til at stoppe med sine løgne om Carroll. For Trump har igen og igen kaldt Carroll en løgner og det der er værre. Både ved pressekonferencer og på de sociale medier. Bare under retssagen har Trump svinet Carroll til et utal af gange på de sociale medier. Carrolls advokater beder derfor juryen fastsætte en erstatning, der er stor nok til at få en rigmand som Trump til at stoppe.

Trumps advokat mente modsat, at hele sagen kun har været positiv for Carroll. At hun er blevet meget mere kendt på grund af Trumps udtalelser, end hun var før. Og derfor faktisk har tjent penge på Trumps opmærksomhed, og at Carroll derfor ikke bør få erstatning.

Som Carroll forklarede i retten, og som mange andre har måtte erfare, så har det dog konsekvenser når Trump retter sit skyts mod en på de sociale medier. Carroll lever i frygt og får endeløs række af trusler fra Trump fans, der lytter til hans angreb på sociale medier. Hvilket får Trumps advokaters argumenter til at føles endnu mere malplacerede. 

Trumps strategi
Trump-lejrens strategi i sagen har overrasket flere. Det virker direkte usympatisk at fortælle en kvinde, der er blevet udsat først for et overfald af Trump og siden for dødstrusler fra hans støtter, at hun kun har nydt godt af hele sagen. 

Men som i flere andre Trump sager, er Trumps strategi ikke juridisk, men politisk. Det hele handler om at positionere sig i valgkampen. Som nævnt har Trump også allerede tabt sagen. Så han kan lige så godt bruge det i sin valgkamp. Det er lige meget hvad dommeren og juryen synes, det vigtigste er vælgerne. 

Det kom meget klart til udtryk i starten af retssagen. Trump havde bedt om at få sagen udskudt, fordi han skulle til begravelsen af hans kones mor. Dommeren havde sagt nej, og flere havde påpeget, at Trump allerede også havde planlagt et vælgermøde den samme dag. Trump behøver slet ikke være til stede ved retssagen, men har alligevel valgt at møde op. 

Under sagen rejste Trumps advokat emnet igen, selvom dommeren allerede havde sagt nej. Det førte til et mindre skænderi mellem Trumps advokat og dommeren. I Trump-verdenen bliver det nu udlagt som, at den partiske dommer ikke engang ville lade ham gå til en begravelse. Men igen, det er Trump selv, der har valgt at møde op. Men Trump havde brug for nogle soundbites fra sagen til at sælge sig selv som offer til sine vælgere. Derfor bragte hans advokat emnet op igen, selvom det egentlig var afgjort. 

Det er igennem den linse man skal se hele Trumps ageren i sagen. Hvorfor han møder op. Hvorfor han gerne vil vidne i sagen og hvorfor hans lejr har lagt en så konfrontatorisk linje. F.eks mødte han ikke op ved den første retssag. Måske fordi det ikke dengang var midt i en valgkamp.  

Sagen forventes at slutte i næste uge og så vil juryen fastsætte en erstatning. Erstatningen kan ankes til en højere ret, men medmindre det er helt hen i vejret, lytter domstolene normalt til juryen.

Related Posts