Republikanernes egne vidner mener ikke at der er nok beviser mod Biden

I går afholdt republikanerne den første høring i deres forsøg på at finde beviser, der kan føre til en rigsretssag mod Joe Biden. Men høringen gik måske ikke helt, som de havde forventet.

Der havde længe været lidt usikkerhed omkring, hvad der egentlig skulle foregå ved dagens høring. Republikanerne har i længere tid været i gang med at undersøge forskellige forhold omkring Hunter Biden. Men der er ikke blevet fundet beviser for, at der er foregået noget ulovligt. Og slet ingen beviser, der peger mod hans far, Joe Biden.

Republikanerne havde selv inviteret tre eksperter til at udtale sig ved dagens høring. Eksperterne skulle forklare sagen mod Biden. Men eksperterne mente ikke, at der var fundet nok beviser til at starte en rigsretssag mod præsident Biden. Nok ikke den start som republikanerne havde håbet, ved den stort anlagte start på processen mod en rigsretssag. Og det udstiller lidt det, som alle godt ved. Det her er bare spil for galleriet. 

Internt i det republikanske parti, er der også uenighed om, hvorvidt disse høringer er en god ide. Nogle mener, at det er en god måde at komme efter Biden på og at flytte fokus væk fra Trumps egne sager. Andre mener, at det kan skræmme midtervælgere væk. 

Og grunden til, at republikanerne går i gang nu, handler også mere om interne forhold i partiet, end at der er fundet beviser mod Biden. Om få dage skal der stemmes om USA’s finanslov. Hvis den ikke er stemt igennem inden udgangen af september, lukker mange offentlige funktioner ned, og det vil være republikanernes skyld. Lederen i Repræsentanternes Hus, Kevin McCarthy, kæmper på nuværende tidspunkt for at få finansloven godkendt. Men flere på den yderste højrefløj vil ikke stemme for det nuværende forslag. Og høringer omkring en rigsretssag mod Biden, er nok McCarthys forsøg på at sikre de sidste stemmer til finansloven.

Related Posts