Proud Boys leder får 22 år i fængsel for at planlægge angrebet på Kongressen

Den tidligere leder af gruppen Proud Boys, Enrique Tarrio, er blevet idømt en dom på 22 års fængsel for sin medvirken ved stormen på Kongressen den 6. januar 2021. 

Tarrio var anklaget sammen med en række andre medlemmer af gruppen, der alle blev idømt lange fængselsstraffe. Tarrio fik dog den klart længste straf på 22 år, selvom han ikke var til stede på selve dagen. De andre Proud Boys, som han var for retten sammen med, fik henholdsvis 18, 17, 15 og 10 års fængsel. 

Sagen er del af et kæmpe sagskompleks, hvor over 1000 deltagere ved angrebet på Kongressen har sager for domstolene. Medlemmer af Proud Boys har fået de længste straffe, da domstolene har fundet, at det var dem der planlagde angrebet, sammen med en anden gruppe, the Oath Keepers. 

Tarrio var anklaget for en lang række forbrydelser, herunder konspiration til at vælte regeringen, forsøg på at obstruere en offentlig sagsgang, angreb på politimænd, indtrængen i offentlige bygninger mv. Det, der har trukket mest opmærksomhed, og som også er det, der har sendt flere medlemmer i fængsel i mange år, er konspirationen til at vælte regeringen. Det er ikke en paragraf, der er blevet brugt ofte, men den er altså blevet brugt her i forbindelse med angrebet på Kongressen, og har ført til lange fængselsstraffe. 

Var ikke selv til stede
Tarrio selv, var som sagt ikke i Washington DC da angrebet fandt sted. Han blev forvist fra byen et par dage inden for hærværk og for at bære ammunition. Alligevel endte han med den længste straf af dem alle.

Retten fandt, at Tarrio havde været hjernen bag angrebet. Han havde hvervet folk, der skulle angribe kongressen, lavet planer, indkøbt krypterede walkie-talkier, medbragt udstyr og organiseret planen for angrebet. Han havde også flere gange både offentligt og privat advokeret for at bruge vold den 6. januar. 

Når man indgår i en konspiration med andre, kan man blive ansvarlig for alt det, de andre i konspirationen laver af kriminalitet. Så selvom Tarrio ikke var til stede på selve dagen, er han stadig ansvarlig for alle de lovovertrædelser, der skete den 6. januar. 

De føderale domstole har et sæt af guidelines for strafudmåling, som for det meste følges. Her har hver forbrydelse en forventet straf, baseret på om man er tidligere straffet. Herudover er der en række faktorer, som kan forhøje straffen. Den vigtigste her er, at man automatisk får forhøjet straf, hvis man er den, der har været den ledende skikkelse i en forbrydelse. Og det er derfor, at Tarrio er endt med den hårdeste straf. Retten har vurderet, at han har været den centrale skikkelse i angrebet mod kongressen. En anden ting en dommer kan kigge på er om den anklagede har angret sine forbrydelser, hvilket kan føre til en lavere straf. Dommeren mente ikke, at Tarrio på nogen måde havde angret sine forbrydelser. 

Betydning for Trump
Trump er ikke som Proud Boys medlemmerne anklaget for forsøg på at vælte regeringen, men er anklaget under den samme paragraf for forsøg på at obstruere en officiel handling. Trumps sag handler om en større plan om at omgøre valget, og det er usikkert, hvor meget viden Trump havde om det planlagte angreb på Kongressen. Det vil være op til anklagemyndigheden at føre bevis for det. Det står dog klart, at Trump ventede rigtig lang tid før han gjorde noget, da angrebet startede, selv efter at flere havde ringet og bedt om hjælp. 

De netop afsluttede sager viser dog noget om, hvor alvorligt domstolene har taget de her sager. Det er ikke bare blevet set som en demonstration og lidt optøjer, som nogle har forsøgt at bortforklare det som. 

Der er også flere af de argumenter, som det forventes, at Trump vil lægge vægt på i sin retssag, der er blevet fejet væk af dommeren i sagen. Flere af Proud Boys medlemmerne forklarede, at de rent faktisk troede, at Trump havde vundet valget. De mente derfor, at de i god tro havde handlet for at redde det amerikanske demokrati. Men dommeren gjorde klart, at det på ingen måde var en undskyldning. Det samme kan man sige om Trumps ønske om at få flyttet sagen fra Washington, DC til West Virginia, for at få en mere venlig stemt jury. Det har de dømte i disse sager heller ikke haft held med.

Related Posts