Nye anklager mod Trump i Florida: Prøvede at slette bevismateriale

Trump er nu anklaget for at beordre sine medarbejdere til at slette video fra overvågningskameraer i sagen om tilbageholdelse af fortrolige dokumenter.

Tilbageholdte dokumenter i Florida
Vi har tidligere skrevet om sagen her på siden. I 2021, efter han tabte præsidentvalget til Joe Biden, flyttede Trump fra Det Hvide Hus til hans ejendom Mar-a-Lago i Florida. Trump tog kassevis af dokumenter med, da han flyttede. Blandt dokumenterne var der tophemmelige dokumenter blandt andet omkring USA’s atomvåben, militære rapporter og planer om angreb på andre lande. Myndigheder bad flere gange om at få dokumenterne tilbage, og til sidst blev Trumps ejendom ransaget og dokumenterne fundet. 

Trump er anklaget for at tilbageholde de fortrolige dokumenter og for at obstruere efterforskningen ved at lyve og gemme dokumenter for forbundspolitiet. Trump er anklaget sammen med en medarbejder, Walt Nauta, der har hjulpet ham med at skjule dokumenterne og som også har løjet for forbundspolitiet. 

Nye anklager og ny medsammensvorn
I forbindelse med ransagningen af Mar-a-Lago i 2022, så politiet, at der var videoovervågning i området hvor dokumenterne havde været gemt. Politiet bad den 22. juni 2022 Trump om at udlevere videomateriale fra kameraerne. 

Den 23. Juni, 2022 ringede Trump til en ledende medarbejder på Mar-a-Lago, Carlos De Oliveira, som nu også er anklaget i sagen. Og den 24. Juni 2022 ændrede Nauta pludselig sine rejseplaner og planlagde at rejse til Mar-a-Lago. Nauta gav forskellige forklaringer for hvorfor han pludselig skulle til Florida og brugte i en besked en “tys-tys”-emoji, da han fortalte hvad han skulle. 

De næste dage talte De Oliveira og Nauta med flere medarbejdere på Mar-a-Lago omkring overvågningskameraerne og hvor længe videomateriale blev gemt. De fandt ud af, at systemet gemte videomateriale i 45 dage, hvorefter det automatisk blev slettet.  Den 27. Juni, 2022 talte de med en IT-medarbejder på stedet, som de bad om at slette al materialet fra videokameraerne. Da IT medarbejderen forklarede, at han ikke havde bemyndigelse til at slette materialet, gjorde Nauta og De Oliveira det klart, at det var Trump der havde beordret materialet slettet. Materialet blev dog aldrig slettet. 

Sammensværgelse og ødelæggelse af beviser
Udover anklagerne i det tidligere anklageskrift, er Trump, Nauta og De Oliveira nu også anklaget for forsøge at ødelægge bevismateriale. 

18 U.S.C. §§ 1512 gør det ulovligt at forsøge at overtale en person til at ødelægge eller gemme materiale der skal bruges i en retssag eller lignende. Forbrydelsen har en strafferamme på op til 20 år.
Trump og hans to medarbejdere er anklaget for at forsøge at få IT medarbejdere til at slette videomaterialet. Trump støtter har været ude og sige, at der ikke er nogen forbrydelse, siden materialet ikke blev slettet. Men loven gælder også for forsøg på at udføre forbrydelsen. Så det er sådan set  lige meget, at optagelserne endte med at blive udleveret. 

Disse nye oplysninger indgår også i tidligere anklager om, at Trump, Nauta og nu De Oliveira har indgået i en sammensværgelse om at obstruere efterforskningen af sagen om de fortrolige dokumenter. Den forsøgte sletning af videomaterialet, er del af en større indsats fra Trumps side om at undgå at blive retsforfulgt. 

Herudover er De Oliveira, ligesom Nauta, blevet anklaget for at have løjet for politiet. Han fortalte politiet, at han intet vidste om kasserne med dokumenter. Men optagelser og vidneudsagn har vist, at De Oliveira selv var med til at flytte kasserne.
Efter 18 U.S.C § 1001, kan man blive idømt fængsel i op til fem år, hvis man lyver for det offentlige. 

Troværdigt bevismateriale
Anklagemyndigheden ser ud til at have gode kort på hånden. Anklagerne er underbygget med billeder, videomateriale, tekstbeskeder mellem de involverede og vidneudsagn. Anklagemyndigheden har mange detaljer omkring hvordan det er foregået, fordi de sammensvorne har brugt tekstbeskeder til at aftale deres planer. F.eks detaljer omkring hvordan Nauta bad om at samtaler blev holdt hemmelige eller at Nauta og De Oliveira gik gennem nogle buske for at kunne tale fortroligt om sagen. Eller som nævnt, da Nauta sendte en “tys-tys”-emoji, da han blev spurgt til hvad han skulle i Florida. 

Det faktum, at anklagemyndigheden har detaljer om samtalen med IT medarbejderen, tyder på at denne medarbejder samarbejder med anklagemyndigheden. Dette er en stor fordel for anklagemyndigheden, der har førstehåndsberetninger om forsøget på at få videomaterialet slettet. Efter at det er blevet klart, at personer omkring Trump kan ende i fængsel i mange år, er der nok mange der har valgt at samarbejde med anklagemyndigheden for at være sikker på selv at undgå fængsel. De, der har valgt ikke at samarbejde med anklagemyndigheden, er blandt andet de to, der nu er anklaget sammen med Trump, Nauta og De Oliveira. 

Retssag og valgkamp
Anklagemyndigheden havde bedt om, at sagen skulle starte i december i år, mens Trump lejren ønskede den udskudt til efter valget i 2024. Dommeren har sat sagen til at starte i maj 2024. Der er valgkampen i fuld gang forud for valget i november 2024. 

Trumps vil sikkert være at forsøge at forhale sagen, så den ender med ikke at blive afgjort før valget. Med anklagemyndighedens stærke beviser, er Trumps eneste håb nok at vinde valget og derefter benåde sig selv. 

Related Posts