Minnesotas Højesteret skyder spørgsmålet om Trump på stemmesedlen til hjørne

Minnesota’s Højesteret søgte og fandt en udvej til at undgå at tage stilling til, om Trump kan fjernes fra stemmesedlen til præsidentvalget. En sjældent brugt artikel i forfatningen foreskriver, at visse personer ikke kan besidde embedet som præsident. Men der er en del usikkerhed om, hvordan paragraffen skal fortolkes. Kort sagt siger forfatningen, at en kandidat ikke kan besidde præsidentembedet, hvis man tidligere, mens man var i et offentligt embede, har været en del af en opstand eller oprør mod staten. Vi har tidligere skrevet om sagen her.

Nu er der blevet anlagt sager i flere stater i USA for at forsøge at holde Trump væk fra stemmesedlen til præsidentvalget næste år, blandt andet i Colorado og altså i Minnesota. Med den begrundelse, at han ikke kan besidde embedet, på grund af hans indblanding i stormen på Kongressen den 6. januar 2021.

I Minnesota handlede sagen både om, hvorvidt Trump kunne være på stemmesedlen til primærvalget og til det efterfølgende præsidentvalg. I en afgørelse på blot tre sider, et særsyn blandt amerikanske domstole, undgik Minnesotas Højesteret at tage stilling til det egentlige spørgsmål.

Med hensyn til Trumps opstilling til primærvalget fandt Højesteret, at efter Minnesotas love er primærvalgene et internt anliggende i de politiske partier. Det er partierne, der helt selv kan bestemme, hvem de gerne vil have til at skulle kæmpe om præsidentembedet. Så den del af sagen kunne Minnesotas Højesteret ikke gøre noget ved. Det skal bemærkes, at Colorado har andre regler for primærvalget, så sagen i Colorado kan få et andet udfald end i Minnesota.

Til spørgsmålet om, hvorvidt Trump kunne tages af stemmesedlen til præsidentvalget, sagde Minnesotas højesteret, at de ikke ville afgøre spørgsmålet, da det ikke var modent til behandling endnu.

Amerikansk retspraksis foreskriver en række krav, man skal opfylde for overhovedet at kunne anlægge en sag ved domstolene. Blandt andet at man skal have en retlig interesse i sagen, og at spørgsmålet skal være modent til behandling. Det er for at undgå, at der anlægges en masse unødvendige retssager. Et spørgsmål er modent, når der rent faktisk er en kontrovers. Man kan ikke anlægge sager omkring et hypotetisk spørgsmål eller om et spørgsmål, som ikke længere er relevant. I dette tilfælde er Trumps navn endnu ikke på stemmesedlen til præsidentvalget. Han skal først vinde primærvalget. Så domstolen ser det som et hypotetisk spørgsmål indtil videre. Sagen vil så kunne anlægges næste år, når og hvis Trump vinder primærvalget.

Det virker til, at Minnesotas Højesteret meget gerne ville undgå at tage stilling til det egentlige spørgsmål. Og de fandt en nem vej ud, ved helt at afvise spørgsmålet. Det kan ses som lidt fjollet, da det næsten er sikkert, at det er Trump, der kommer til at stå på stemmesedlen næste år. Han er på nuværende tidspunkt lysår foran i målingerne frem mod det republikanske primærvalg.

Det at tage en kandidat af stemmesedlen anses af mange for at være direkte udemokratisk. Selv mange, der bestemt ikke kan fordrage Trump, mener ikke, at det er en god måde at komme af med Trump på. Folk skal som udgangspunkt have lov at vælge den kandidat, de mener er bedst. Det er folkets valg, ikke domstolenes. Derfor kan man godt forstå, at domstolen gerne ville holde sig ude af sagen. Herudover er der, som nævnt, ikke mange, der ved, hvordan den paragraf skal fortolkes. Så det er helt sikkert noget, der skal forbi USA’s Højesteret på et eller andet tidspunkt. Så Minnesotas Højesteret håber nok, at der er en af de andre sager, der verserer om samme spørgsmål lige nu, der bliver sendt til Højesteret. Nu har de i hvert fald købt sig lidt tid til at tænke over sagen.

Related Posts