Den magtfulde demokratiske senator Menendez er netop blevet kendt skyldig i 16 anklager om korruption. Menendez er kendt skyldig i at bruge sin magt i senatet til at hjælpe virksomheder og andre landes regeringer. Som tak for hjælpen modtog Menendez millioner af kroner og flere guldbarrer, der blev fundet i hans hjem. Vi har tidligere skrevet om sagen her på siden.
Det tog de 12 jurymedlemmer 12 timer at finde Menendez skyldig i alle anklagerne og han kan nu risikere op til 20 år i fængsel. Menendez har dog stadig mulighed for at anke sagen og få en højere domstol til at høre hans sag. Generelt skal der en del til, før de højere instanser underkender en dom, men flere har haft held på det seneste med at slippe ud af anklager om korruption. Menendez var også anklaget for korruption tilbage i 2017, hvor han dog ikke blev kendt skyldig. Dommeren fastsatte strafudmålingen til den 29. oktober 2024.
Strafudmålingen kommer til at ligge kort før valget til senatet, hvor Menendez havde planlagt at stille op igen. Menendez er valgt som demokrat, men har efter korruptionsanklagerne sagt, at han vil stille op selv, uden for de to partier. Flere af hans kollegaer i senatet har allerede været ude og bede ham træde tilbage fra sin plads i senatet, men Menendez har indtil videre nægtet. Det er ikke fastsat ved lov, at man ikke kan sidde i senatet hvis man er kendt skyldig for en forbrydelse, men senatet har mulighed for at smide Menendez ud.
Det er kun syvende gang i USA’s historie, at en senator er blevet kendt skyldig i en føderal straffesag, og det er første gang at en senator har været anklaget for korruption to gange.