Trump står over for flere retssager, men den vigtigste er nok den i Washington, DC. Her står han anklaget for at have forsøgt at ændre valgresultatet i 2020 og for hans indblanding i stormen på Kongressen den 6. januar 2021.
Det er fast praksis ved de føderale domstole, at optagelser af lyd og billeder ikke er tilladt. Det er kun i helt særlige tilfælde, at det bliver tilladt. Man har tidligere haft forsøg med kameraer i retssalen, men de er alle blevet skrinlagt. Et forsøg i 1990’erne blev lagt i graven med begrundelsen, at vidner og juryen var intimideret af tilstedeværelsen af kameraer. Herudover har man også været nervøs for, at retssager skulle ende som et mediecirkus.
Stort set alle domstole i delstaterne tilladelser dog kameraer i et eller andet omfang. Tanken er, at der skal være fuld gennemsigtighed med hvad der foregår bag de lukkede døre. At alt foregår som det skal.
Det er præcis det argument som CNN, New York Times og andre medier har fremført. Trump bliver ved med at sige, at det hele er en politisk heksejagt. Så lad os se retssagen, så alle med deres egne øjne kan se hvad der foregår og danne deres egen mening.
Medierne har også fremført et argument omkring ytringsfrihed. I flere jurisdiktioner anses retten til at videooptage i det offentlige rum som en del af ytringsfriheden. Dermed mener medierne, at deres ytringsfrihed bliver krænket, hvis de ikke får lov at filme. Hvis dommeren køber det argument, skal der vægtige argumenter til, hvis man stadig ikke vil tillade videooptagelser. Spørgsmål om ytringsfriheden er altid en afvejning af de forskellige hensyn i sagen.
Det er ikke ofte man ser, at Trump er enige med CNN og de andre medier. Men det er han faktisk i den her sag. Han har også bedt om, at retssagen bliver filmet. Han mener, at retssagen er uretfærdig og et justitsmord. Så han vil have at alle skal kunne se det. Udover det, elsker Trump jo at være på kamera. I sagen i New York lykkedes han med at gøre sagen til et cirkus og med at flytte fokus væk fra sagen og til alt muligt andet. Han vil sikkert forsøge en lignende strategi her. Og der gør kameraerne det lidt nemmere for ham.
Anklagemyndigheden mener dog ikke, at videooptagelser er en god ide. De er nervøse for, at sagen vil blive et mediecirkus og at Trump vil kunne bruge kameraerne til at intimidere vidner.
Det bliver dommeren i sagen, der skal bestemme om kameraer skal tillades. Sagen er sat til at starte i marts næste år. Måske live på TV verden over.