Normalt ville en retssag med anklager om korruption mod en af USA’s mest magtfulde senatorer nok rydde alle avisforsider. Men en anden retssag i New York, nemlig den mod tidligere præsident Donald Trump, har fyldt mediebilledet i en uset grad i de seneste uger. Derfor er der ikke mange der har lagt mærke til, at retssagen mod den demokratiske senator fra New Jersey, Robert Menendez, nu også er startet i New York. Menendez har siddet i det amerikanske senat siden 2006, og har af to omgange haft den magtfulde post som formand for Senatets udenrigsudvalg.
Vi har tidligere skrevet om de spektakulære anklager her på siden. Menendez er blandt andet anklaget for at have modtaget bestikkelse for at hjælpe med at godkende økonomisk støtte til Egypten, til at få tildelt et monopol på certificering af halal produkter til en bestemt forretningsmand og ved at forsøge at holde hånden over hans forretningsforbindelser, da de var i politiets søgelys.
Da Menendez’ hus blev ransaget, fandt politiet over 3,5 millioner kroner i kontanter og en række guldbarrer. Menendez er anklaget i sagen sammen med sin kone og to forretningsmænd. En tredje forretningsmand har allerede erklæret sig skyldig, og samarbejder med anklagemyndigheden. Menendez’ kones retssag er blevet udskudt på grund af helbredsproblemer, og vil derfor køre særskilt fra de andre.
I sidste uge gik retssagen så i gang, og efter et par dage var der fundet 12 jurymedlemmer, som skal afgøre, om Menendez og de to forretningsmænd er skyldige i korruption. Menendez er anklager under flere paragraffer, der i værste fald kan give op til 30 år i fængsel. Paul Manafort, Trumps tidligere kampagnechef, er tidligere blevet sendt 30 måneder i fængsel under de samme paragraffer.
Da de indledende kommentarer fra parterne gik i gang, kunne man se konturerne af, hvordan Menendez vil forsøge at forsvare sig selv mod anklagerne. Forsvarets advokat lagde vægt på Menendez’ lange venskab med de to forretningsmænd, og mente der var tale om generøsitet og godt venskab. Herudover lagde forsvarsadvokaten også op til, at Menendez ikke kendte til en del af de mange penge, og at det var hans kone, der havde taget imod de store summer. Det var nok den største overraskelse i retssagen indtil videre, at Menendez i så høj grad ville forsøge at skyde skylden på sin kone.
Det er for tidligt at spå om sagens udfald, før vi har set anklagemyndighedens bevismateriale. Generelt har USA en høj barre, når det skal bevises, at der er foregået korruption. Politikerne har generelt stor frihed til på forskellige måder at modtage penge fra donorer mv. og det er politikerne i Kongressen, der selv sætter reglerne herfor. Menendez er også tidligere selv blevet anklaget for korruption, men endte med ikke at blive dømt.
På den anden side, så ser det umiddelbart ud til, at anklagemyndigheden har stærke beviser i sagen. De mange penge og de guldbarrer, der er fundet i parrets hjem, er stærkt mistænkeligt. Menendez har forsøgt at forklare, at han altid sørger for at have kontanter på sig. Hans advokat forsøgte også at få en psykolog til at komme og forklare, hvordan Menendez’ traumatiske oplevelser i fortiden havde ført til, at han nu havde behov for at have rede penge på sig, men dommeren afviste det vidneudsagn.
Anklagerens første vidne var en FBI agent der var med til at ransage Menendez’ hjem, som fortalte om de penge og guldbarrer, der var blevet fundet. Juryen fik også mulighed for at se og holde en af de fundne guldbarrer. Forsvaret så dog ud til at score en lille sejr, da Menendez’ advokat fik FBI agenten til at indrømme, at han havde sagt noget, der ikke var helt sandt. Agenten havde sagt, at en af Menendez’ jakker var blevet fundet i et aflåst skab, hvor guldet også blev fundet. Men fotos viste, at jakken hang udenfor skabet. Det kan virke som en detalje, men det kan blive vigtigt for forsvaret, hvis de kan vise, at det var Menendez’ kone, der hovedsageligt havde adgang til det skab.
Sagen er sat til at tage to måneder og forventes derfor at slutte i midt juli. Anklageren har indkaldt en række vidner, der blandt andet inkluderer en forretningsmand, der allerede har erklæret sig skyldig i sagen og derfor samarbejder med anklagemyndigheden.
Menendez har afvist alle beskyldninger og har nægtet at forlade sin plads i senatet, på trods af pres internt i det demokratiske parti Han trådte dog sidste år tilbage fra posten som leder af udenrigsudvalget. Menendez har valgt ikke at genopstille som den demokratiske kandidat når der er valg om hans sæde til november, men overvejer i stedet at stille og som uafhængig kandidat, når retssagen er ovre.