De fleste havde ikke hørt meget til Kamala Harris, før hun stillede op til præsidentvalget i 2020. Hun endte med at tabe primærvalget til Joe Biden, men blev efterfølgende udnævnt til Bidens vicepræsident. Men før Harris stod frem på den politiske scene, havde hun en lang karriere som advokat bag sig.
Harris blev uddannet som advokat i 1990 og fik arbejde som anklager i sin hjemstat Californien. Harris var en velanset anklager og rykkede hurtigt op i graderne. I 1998 blev hun forfremmet og stod i spidsen for en række anklagere, der tog sig af de helt store sager omkring mord, røverier og voldtægter. Kamala fortsatte sin himmelflugt i det Californiske retssystem og vandt i 2010 valget om at blive statsadvokat i Californien, der er den øverste leder af domstolssystemet i delstaten.
I 2017 forlod Harris juraen til fordel for national politik, da hun vandt det ene californiske sæde i det føderale senat, og samtidig skiftede dermed Californien ud med hovedstaden Washington, DC. Gennem Harris’ år i senatet, skinnede hendes baggrund som anklager dog af og til igennem. I september 2018 fulgte hele USA med, da senatet skulle godkende indsættelsen af den næste højesteretsdommer. Trump havde valgt at indsætte den konservative Brett Kavanaugh på den ledige plads i højesteret. Republikanerne havde et flertal i senatet, og var derfor sikre på at kunne stemme Kavanaugh ind. Han skulle dog først lige overleve høringen i senatet inden afstemningen. Det er kutyme, at landets senatorer får lov til at stille spørgsmål til de potentielle højesteretsdommere, inden senatet stemmer. Der var flere demokratiske senatorer, der stillede spørgsmål til Kavanaugh, men få gik så systematisk til værk som Harris, der virkelig fik brugt sin baggrund som anklager. Harris udspurgte Kavanaugh om forskellige forhold, og blev ved med at bore. Hver gang Kavanaugh forsøgte at tale udenom, gentog Karris blot spørgsmålet igen og igen. I flere minutter holdt Harris Kavanaugh til ilden, mens han forsøgte at undgå at svare på det samme spørgsmål.
Det er den Harris som mange håber at se mere af. I den sidste TV-duel mellem Biden og Trump, fik mange af Trumps pointer lov til at stå uimodsagte hen. Biden fik aldrig rigtig sat spørgsmålstegn ved de ting Trump sagde eller holdt ham op på dem. Trump fik også nemt afveget, hver gang han blev stillet et udfordrende spørgsmål. Mange demokrater håber, at Harris i en debat, på samme måde som hun gjorde med Brett Kavanaugh, ville kunne udstille Trump og fange ham i usandheder. Og ikke give ham mulighed for at tale uden om, når han bliver gået på klingen. I 2020 trådte Biden til, da demokraterne havde brug for en klassisk kandidat med mange år i politik bag sig. I 2024 har demokraterne fået en anden slags kandidat; en der begår sig lige så vel på den politiske scene som i en retssal. Det kan blive guld værd i den næste præsidentielle TV-debat frem mod valget.