I denne uge er det 60 år siden et par skud fra en riffel i Dallas ændrede verdenshistorien. John F. Kennedy blev skudt den 22. november 1963. Mens Kennedy kørte i en åben bil gennem Dallas i Texas med statens guvernør John Connally, blev han skudt af Lee Harvey Oswald, der sad med en riffel i bygningen over vejen. Selvom Oswald blev fanget samme dag, mener mange, at vi stadig ikke har fået den fulde sandhed omkring mordet.
I dag kigger vi på Warren-rapporten, der blev udgivet året efter mordet på Kennedy. Oswald, der skød og dræbte Kennedy, blev selv dræbt få dage senere af Jack Ruby. Han blev derfor aldrig stillet for en domstol, og der kunne aldrig rigtig sættes punktum i sagen. Nationen var i chok og havde brug for en afklaring. Warren-rapporten skulle besvare alle de ubesvarede spørgsmål og stå i stedet for en retssag om mordet. I stedet er rapporten endt som arnested for de mange konspirationsteorier, der florerer om mordet på Kennedy i dag. Der er næsten ikke den gruppering i og udenfor USA, der ikke er blevet beskyldt for mordet. Mafiaen, Cuba, Sovjetunionen, CIA, militærindustrien og Kennedys efterfølger Lyndon B. Johnson, er blandt de mest populære.
Kommissionen, der udarbejdede rapporten, blev nedsat af Kennedys efterfølger, Lyndon B. Johnson, kort tid efter mordet. Johnson mente, at det var vigtigt, at alle facetter af sagen blev fuldstændig belyst. Det var et forsøg på at hele nationen efter mordet på Kennedy. Samfundet var præget af frygt, efter at to personer, Kennedy og Oswald, i fuld offentlighed blev skudt. Rapporten skulle sætte det endelige punktum i sagen, så man kunne komme videre. Derfor var det også vigtigt, at der ikke kunne stilles spørgsmålstegn ved rapporten efterfølgende. Så det var en gruppe højt respekterede mænd, der blev sat til at undersøge mordet, med chefen for Højesteret, Earl Warren, i spidsen. Kommissionen bestod herudover af flere senatorer, den senere præsident Gerald Ford og chefen for CIA, Allen Dulles.
Kommissionen holdt deres første møde den 5. december 1963, mindre end to uger efter mordet på Kennedy. Kommissionen afleverede efter 10 måneders arbejde en rapport på 888 sider. Kommissionen havde afhørt 552 vidner, og rapporten indeholdt et appendix med beviser på 16.000 sider. Det så ud til, at der var gået virkelig grundigt til værks.
Rapporten kom til den klare konklusion, at det var Oswald, der havde skudt Kennedy og at han havde handlet alene. Kommissionen havde ikke fundet beviser for, at Oswald havde samarbejdet med nogen om drabet eller at andre grupperinger havde været involveret.
Kommissionen var i stand til forholdsvis hurtigt at komme igennem den komplekse sag og levere en klar konklusion. Og så skulle man tro, at den sag var lukket. Men som de fleste ved, er Kennedy mordet det nok mest omdiskuterede mord nogen sinde. Så hvad gik der galt med Warren-rapporten?
Bag lukkede døre
Det første der falder i øjnene er, at stort set alt arbejdet med rapporten blev gjort bag lukkede døre. Ifølge rapporten, blev vidnerne i sagen fortalt, at afhøringerne ville foregå bag lukkede døre, medmindre vidnerne krævede en åben høring. Kun et vidne krævede at få en åben høring.
Kommissionen begrundede de lukkede døre med to forhold. For det første var man bange for, at det ville forvirre befolkningen, mere end det ville gavne, hvis de hørte om dele af bevismaterialet, uden kontekst. For det andet var man opmærksom på, om det kunne få indflydelse på Jack Rubys retssag, hvis der kom en masse frem omkring ham, før hans retssag begyndte.
Ingen af de to grunde virker overbevisende. Kommissionen anerkendte, at der allerede var en masse misinformation i omløb, da forløbet omkring politi efterforskningen havde været noget kaotisk. Desuden er det jo altid sådan en retssag foregår. Man får først det store billede til sidst. Det er en afvejning, samfundet allerede har lavet, at det er vigtigere, at der er åbenhed omkring disse processer.
Ruby skød en mand med fuldt overlæg på live TV. Han har selvfølgelig ret til en fair rettergang, men det er tvivlsomt, hvilke beviser i Oswald undersøgelsen, der ville have indflydelse på Ruby. Og hvis man var nervøs omkring specifikke emner, kunne man have haft lukket dørene når de blev diskuteret. Det meste af Warren rapporten handler om alt muligt andet end Ruby.
Det er et generelt retssikkerhedsmæssigt princip, at der skal være offentlig adgang til retssager. Det styrker befolkningens tillid til, at alt foregår som det skal. Kommissionen var ikke en retssag, men meget tæt på. Der sad en højesteretsdommer for enden af bordet, de afhørte vidner og kom med en afgørelse om, hvorvidt Oswald var skyldig.
Det svækker tiltroen til kommissionen, at det er foregået bag lukkede døre. Det virker til, at man har villet kontrollere flowet af information og have styr på hvad der kom ud til offentligheden og hvornår. Mere om det senere.
En ikke gennemarbejdet rapport
Hvad der ved første øjekast virkede som en rapport, der havde vendt hver en sten, kom hurtigt under kritik. Da den udkom, blev rapporten rost af de fleste større medier. De fleste amerikanere var klar til at komme videre. Men da folk begyndte at kigge rapporten efter i sømmene, gik det op for mange, at der var store mangler. Der var vidner, der ikke var blevet interviewet. Forskellige ledetråde der ikke var blevet fulgt op på og dele af sagen der slet ikke var blevet undersøgt. Det viste sig, at kommissionen ikke havde haft ressourcer nok til at gennemgå alle beviser, og måske havde afleveret en rapport inden de var helt færdige.
Da alle kommissionens medlemmer havde højtstående stillinger i det offentlige, havde de stadig et fuldt program uden for kommissionen. Højesteretsdommer Warren havde taget jobbet under betingelse af, at han stadig kunne fungere som chef for Højesteret. Nok ikke ligefrem et deltidsjob. Det førte til, at der ved de fleste afhøringer ikke var et medlem af kommissionen til stede. Kun de advokater der var hyret til at udføre arbejdet. Det, at en dommer eller en jury kan se vidneudsagn personligt, er en vigtig grundsten i det amerikanske system. Det er den, der ser vidnet live, der kan afgøre, om vidnet taler sandt eller falsk. En af advokaterne i sagen har udtalt, at kommissionsmedlemmerne ikke anede hvad der egentlig foregik i sagen.
Det har også vist sig senere, at flere offentlige instanser nok har tilbageholdt information fra kommissionen. To mennesker blev skudt mens de var under ordensmagtens beskyttelse. Der var en masse folk der havde rigtig røde ører og havde noget at skjule. FBI og CIA kan meget vel have tilbageholdt information. Chefen for CIA sad også i kommissionen og havde kontrol over meget af bevismaterialet. Så materiale, der afslørede store fejl hos ordensmagten, er nok forblevet gemt dybt i skufferne.
Generelt kan man sige, at mange af de involverede i rapporten havde forskellige interesser. At få sagen sluttet hurtigt, ikke at udstille fejl fra politiet eller secret service, osv. Samlet set svækker det tiltroen til rapporten, at der er så mange fejl og mangler i den.
Formålet med rapporten
Officielt var formålet med rapporten, at finde den endelig sandhed om hvad der skete den dag i november 1963.
Hele nationen ville gerne høre, at det bare var en skør mand, der var gået amok den dag. At der ikke var noget større plot, som myndighederne ikke havde opdaget. At der ikke var en ukendt fjende stadig på fri fod derude et sted. Det virker til, at man forholdsvis hurtigt gerne ville komme til den konklusion, at det var Oswald der gjorde det, og ingen andre. Der var allerede mange rygter, der spredte sig i befolkningen. Man ville gerne have aflivet disse rygter hurtigst muligt og få sagen lagt til ro.
Det fokus på, at der skulle være et færdigt endeligt produkt, der besvarede al tvivl, er også rapportens store svaghed. Kommissionen blev nødt til at prøve at gøre op med en masse løse ender, så sagen kunne afsluttes. Det fører blandt andet til teorien om den magiske kugle. Kommissionen kommer frem til, at det ene af skuddene må have ramt både Kennedy og Connally, og have ramt Connally flere steder. Den teori virker helt umulig og har været diskuteret lige siden. Det havde nok været mere troværdigt, hvis kommissionen havde sagt, at den ikke lige havde svaret på det spørgsmål, men at det ikke ændrede konklusionen.
Når man læser rapporten, er det også klart, at det meste fokus er på Oswald. Oswald og hans liv var helt fra starten et fokusområde for undersøgelsen. Der bliver brugt mange sider på Oswalds liv. Hvordan han havde problemer i skolen, udtalelser fra hans lærere mv. Mange mener nok, at man skulle have lagt energien et andet sted og undersøgt flere vinkler. Der var jo aldrig tvivl om, at Oswald var involveret.
Der er også en masse passager med negative holdninger til Oswald. Det er forståeligt, at kommissionen i nogen grad har forsøgt at finde et motiv for Oswald. Men dele af rapporten minder om et forsøg på et karaktermord på Oswald. Eksempler er en episode hvor Oswald var en del af en russisk vennegruppe. Her skriver rapporten, at ingen af dem kunne holde Oswald ud. Kommissionen beskriver også, at en kilde beskrev Oswald som arrogant, og at Oswald forsøgte at imponere med sit intellekt, men at folk fandt ham overfladisk. Alt sammen noget der intet har med mordet eller Oswalds motiv at gøre. Beviser som nok ikke var blevet tilladt af en dommer, hvis der havde været tale om en retssag. Der er generelt set et forbud mod at bruge den slags beviser om den anklagedes karakter.
Det er nemt at læse rapporten og føle, at konklusionen lidt var givet på forhånd eller i hvert fald, at det var Oswald, der skulle ende som den store skurk.
Korrekt konklusion på trods?
Warren-rapporten er helt sikkert fuld af fejl og forskellige interesser fra de medvirkende. Men man skal huske, at det ikke nødvendigvis betyder, at konklusionen ikke stadig er korrekt. Selvom man beviser, at kommissionen havde skrevet konklusionen fra starten eller at den magiske kugle ikke kan lade sig gøre, gør det ikke nødvendigvis konklusionen ugyldig.
For de helt basale grundsten i rapporten er sådan set sande: Oswald skød og dræbte Kennedy og der er ikke fundet nogle konkrete beviser for, at der skulle have været andre involverede i mordet.
Her 60 år senere er det klart, at Warren rapporten gjorde mere skade end gavn. Den har været grobund for mange konspirationsteorier, selvom meningen var, at den skulle finde den endelige sandhed, stoppe spekulationer i befolkningen og hjælpe med at hele samfundet efter mordet.