Hunter Biden, præsident Joe Bidens søn, er blevet anklaget for at have overtrådt USA’s våbenlovgivning. Sagen er i den mindre alvorlige ende, og ikke noget man normalt ville have hørt om, men sagen er blevet en politisk varm kartoffel.
Våbenlovgivning
I USA har man generelt ret til at købe og bære våben. Det står nedskrevet i det 2. tillæg til USA’s forfatning. Kongressen kan dog lave visse indskrænkninger. For eksempel kan folk der er tidligere dømt få frataget retten til at bære våben.
Lovgivningen indeholder også et krav om, at man ikke må være afhængig af ulovlige stoffer, hvis man skal bære våben. I sin ansøgning om våbentilladelse, skal man skrive under på, at man ikke er afhængig.
Og det er her anklageren mener, at Hunter Biden har overtrådt lovgivningen. Han er anklaget for at have løjet på sin ansøgningsblanket og for at have været i besiddelse af et våben, mens han var afhængig af kokain. Strafferammen for overtrædelserne er op til 25 år i fængsel, men straffene er ofte meget lavere.
Hunter Biden har erkendt at have været afhængig af kokain, men afviser at have overtrådt loven. Hans advokat har udtalt, at han kun kortvarigt var i besiddelse af et våben, der aldrig havde været ladt og aldrig har været til fare for nogen.
Højesteret kan redde Biden
Som de fleste ved, er skyderier et stort problem i USA. De seneste mange år, har der været en politisk kamp omkring hvordan man skal regulere folks ret til at gå med våben. Som nævnt giver det 2. Tillæg til forfatningen ret til at bære våben, men Kongressen har tidligere forsøgt at indføre flere restriktioner. Republikanerne mener generelt ikke, at der bør være restriktioner på retten til at bære våben. Og USA’s højesteret, der for tiden har en overvægt af konservative dommere, udtalte sig sidste år omkring retten til at bære våben. Retten sagde, at der ikke kunne laves indskrænkninger, som ikke var del af USA’s historie. En helt ny retning, for fortolkning af forfatningen, der vil gøre det svært at lave restriktioner i USA i fremtiden.
Det paradoksale ved det er, at netop den udtalelse fra højesteret kan ende med at hjælpe Hunter Biden. For det han er anklaget for, er netop en af de love, som er en indskrænkning i retten til at bære våben. Så den konservative højesteret har måske kastet Hunter Biden en redningskrans i den her sag.
En politisk kampplads
Som nævnt, så er de her anklager så små, at det nok normalt ikke er noget som en anklager ville bruge tid på. De bliver normalt kun brugt i forbindelse med andre mere alvorlige anklager. Så hvis det havde været en person med et mindre kendt efternavn, ville han sikkert have været gået fri.
Grunden er, at der har været utrolig meget fokus på Hunter Biden de seneste par år. Republikanerne har brugt meget energi på at undersøge Hunter Biden, som de blandt andet mener har modtaget bestikkelse og magtmisbrug, med hjælp fra sin berømte far. Det er mest af alt republikanernes forsøg på at flytte fokus fra Trumps mange retssager til noget andet.
Anklageren i sagen har nu et hårdt job. Hvis han går efter en hård straf i denne sag, vil demokraterne sige, at det kun er for at behage republikanerne. Og omvendt, hvis han ikke forfølger sagen, vil republikaneren se det som, at Hunter Biden får lov at gå, fordi hans far beskytter ham.
Det mest sandsynlige udfald er nok, at Hunter Biden laver en aftale med anklagemyndigheden om at erkende sig skyldig mod en straf i den lavere ende. Lige meget hvad, kommer vi nok til at høre mere om den her sag i de kommende måneder. Lige nu er det republikanernes bedste kort i forsøget på at tilsværte Joe Biden.
Hunter Biden er også genstand for republikanernes forsøg på at rejse en rigsretssag mod Joe Biden. Læs mere om den sag her.