Robert Menendez, der sidder i det amerikanske Senat og er formand for udenrigsudvalget, er blevet anklaget for korruption. Ifølge anklageskriftet har Menendez taget imod store summer penge, guld og andre gaver, mod at bruge sin indflydelse i Senatet til fordel for gavegiverne.
Indtil videre har han midlertidigt opgivet sin formandspost, men nægter at have gjort noget forkert, og afviser at gå af som senator.
Som formand for Udenrigsudvalget, har Menendez haft utrolig stor magt, blandt andet i forhold til at godkende monetær støtte til andre landes militær.
Dyre gaver og vennetjenester
Menendez er anklaget sammen med sin kone, og tre forretningsmænd, som skulle have bestukket Menendez. Anklageskriftet tegner et billede af en senator, der er til salg for penge og gaver, og gerne indgår hemmelige aftaler bag lukkede døre.
Anklageskriftet fokuserer blandt andet på følgende forhold:
- Menendez har brugt sin magt som formand i udenrigsudvalget til at hjælpe en amerikansk-egyptisk forretningsmand med tætte forbindelser til den egyptiske regering og militær. Menendez har blandt andet forsøgt at få USA til at sende mere støtte til Egypten. Mellem 2018 og 2022 godkendte udenrigsudvalget militær støtte til Egypten for over 7 milliarder kroner. Så det er ikke småbeløb der er tale om.
- Menendez brugte sin indflydelse til at få tildelt et monopol på eksport af visse varer til en forretningsmand. Da en styrelse i USA begyndte at stille spørgsmål til monopolet, ringede Menendez og bad dem stoppe med at undersøge sagen.
- Menendez brugte sin magt til at stoppe en politiundersøgelse af en person, der havde støttet hans kampagne. Blandt andet forsøgte Menendez at få Biden til at ansætte en anklager, som Menendez mente ville kunne få hans støtte ud af juridiske problemer.
- I en anden sag lagde Menendez angiveligt pres på en anklager for at få ham til at droppe en sag mod en anden af Menendez’s allierede.
Menendez og hans kone har for disse tjenester blandt andet modtaget kontanter, guldbarrer, afbetaling på deres boliglån og en dyr bil. Da FBI ransagede Menendez’s hus, fandt de over 3.5 millioner kroner i kontanter. Kontanter lå i en række konvolutter, der var gemt rundt omkring i huset. Politiet fandt også guldbarrer til en værdi af over 700.000 danske kroner i hjemmet, samt en ny Mercedes betalt af en af de anklagede forretningsmænd.
Mange år i fængsel
Menendez er anklaget for tre forhold, og kan potentielt ende med at skulle mange år i fængsel.
18 U.S.C § 371 om at konspirere til at bedrage staten. For at blive dømt under denne bestemmelse, skal man have forsøgt at bedrage staten for penge eller at forstyrre den normalt lovlige forretningsgang i staten. Når man tager imod bestikkelse og på den baggrund tager beslutninger, forbryder man sig mod den lovlige forretningsgang i staten. Bestemmelsen har en strafferamme på op til fem år i fængsel.
I 2018 blev Trumps kampagne manager kendt skyldig efter denne paragraf og fik 30 måneder i fængsel i den forbindelse. Så det er ikke småting man i praksis bliver dømt for under denne paragraf.
18 U.S.C §§1343 og 1346 om at konspirere til at frarøve staten den ærlige udførelse af en embedsmands arbejde. Det er en svært forståelig måde at sige korruption på. Altså, at man modtager bestikkelse, og derfor ikke udfører sit arbejde på ærlig vis. En embedsmand bør kun handle i samfundets interesse. Ikke i interesse for dem, der bestikker ham.
Anklagen her går på, at Menendez har modtaget bestikkelse, og derfor ikke har arbejdet i samfundets interesse. Paragraffen har en strafferamme på op til 30 år i fængsel.
18 U.S.C. § 1951 om at konspirere til ved afpresning at obstruere handel, eksport og import.
Denne anklage handler om, at Menendez ved at fastholde et monopol for sin forretningsforbindelse, fik priser på visse varer til at stige og udøvede indflydelse på det frie marked. Strafferammen er på op til 30 år i fængsel.
Alle anklagerne handler om konspiration. For at bevise en konspiration, skal anklagerne vise, at Menendez sammen med mindst en anden har indgået i en ulovlig plan og har foretaget en handling i den sammenhæng. Det er sådan set ligegyldigt, om man har held med sine planer. Det er ulovligt i det sekund man laver planen og går i gang.
Disse paragraffer er blevet brugt et utal af gange i sager om korruption i det offentlige.
En højere barre for korruption
En Højesteretsdom fra 2016 har gjort det sværere for anklagemyndigheden at komme efter politikere for korruption. Sagen McDonnell v. United States (2016), handlede om korruptionsanklager mod Virginias tidligere guvernør, der var anklaget efter nogle af de samme paragraffer som Menendez. Højesteret udtalte i sagen, at blot det at holde møder, ringe til andre embedsmænd og at være vært for events mod betaling, ikke var nok til, at der var tale om korruption. Der skal noget mere til. Den tidligere guvernør endte derfor med at blive frikendt.
I sagen om Menendez, virker det dog til, at anklagemyndigheden har mere kød på anklagerne. I den her sag er der tale om langt større beløb, og mere seriøse handlinger. Som at prøve at stoppe politiet fra at undersøge kriminalitet og at lægge pres på embedsmænd i staten. Så det ser rigtig svært ud for Menendez, der skal ud og finde sig en rigtig god advokat.
Erklærer sig uskyldig
Menendez har erklæret sig uskyldig, og mener, at alt han har foretaget sig, er normalt arbejde for en senator. Det er rigtigt, at en senator arbejder for gode forhold for virksomheder i sin hjemstat og kan være behjælpelig med mange ting i den føderale regering. Men det virker som en noget hul undskyldning her.
Specielt fordi, at Menendez på sin egen hjemmeside skriver, at han ikke kan hjælpe individuelle virksomheder eller øge indflydelse på retssager eller undersøgelser. Præcist de ting han er anklaget for her.
Herudover, vil en jury nok finde det meget mistænkeligt, at Menendez’s hus flyder med guldbarrer og konvolutter med pengesedler. Det er ikke sådan en senator normalt udfører sit job.
Tidligere sag om korruption
Menendez har tidligere været i myndighedernes søgelys. I 2006 blev han anklaget for at have lejet en ejendom ud til en organisation, der var blevet tildelt offentligt tilskud og som Menendez tidligere havde hjulpet. Det førte dog ikke til en sag.
I 2017 var Menendez i retten for anklager om korruption. Her var Menendez anklaget for at hjælpe en anden forretningsmand med hans forretning og med andre personlige tjenester. Blandt andet skulle Menendez ved hjælp af sin magt i udenrigsudvalget have lagt pres på myndighederne i den Dominikanske Republik til at give forretningsmanden en kontrakt. Forretningsmanden havde været en stor donor til Menendez’s kampagne.
Juryen kunne dog ikke blive enige og sagen blev derefter droppet. Blandt andet på baggrund af den højere barre for, hvad anklagemyndigheden skal bevise i korruptionssager, efter højesteretsdommen i McDonnell-sagen. En komite i Kongressen udtalte dog hård kritik af den måde Menendez havde taget imod penge for at hjælpe forretningsmanden.
Venner og fjender
Der kan gå lang tid, inden sagen skal for retten. Ved Menendez’s sidste sag for korruption, gik der 2,5 år mellem, at anklagerne blev offentliggjort og at der faldt en dom.
Dengang var der mange ledende skikkelser fra det Demokratiske parti, der stod bag Menendez og forsvarede ham. Et par demokrater i Kongressen har været ude og sige, at Menendez bør trække sig tilbage. Men ellers er der indtil videre stilhed.
De næste dage vil vise, hvor mange venner og hvor meget goodwill Menendez har tilbage i Washington. Og om Republikanerne kan få held med at flytte fokus fra Trumps straffesager til den her sag eller på andre måder bruge den politisk.