Der var mange der var overraskede, da de læste Højesterets årsrapport, skrevet af Højesterets øverste dommer, John Roberts. 2023 bød på afsløringer af kæmpe gaver til dommerne i Højesteret fra politisk motiverede konservative millionærer. Det vi i Danmark ville kalde bestikkelse. Højesterets popularitet er også historisk lav. Kun 40% af amerikanerne har nu tillid til Højesteret. Så der var ellers nok at tage fat på i årets rapport. Rapporten kan læses her.
I stedet brugte John Roberts sin syv sider lange årsrapport på at tale om hvordan AI kan give udfordringer for domstolene og gav en historisk fortælling om hvordan domstolene gennem tiden har vænnet sig til ny teknologi, som skrivemaskiner og computere. Og forklarede at i tennis havde man jo også indført ny teknologi, til at afgøre om bolden er inde eller ude.
Fremtiden vil helt sikkert byde på udfordringer i forhold til ny teknologi. Men det var ikke noget der fyldte meget i 2023, og rapporten lægger heller ikke op til seriøse diskussioner og kommer ikke med løsningsforslag. Der var en sag fra New York, hvor en advokat satte ChatGPT til at skrive dokumenter i forbindelse med en retssag. ChatGPT opfandt en række sager som ikke fandtes, og brugte dem som begrundelse for konklusionen. Det blev hurtigt opdaget, og advokaten endte med en bøde på 5000 dollars. Men det er ikke noget der har fyldt meget i 2023.
Hvad der har trukket spalteplads i hele 2023 er afsløringerne af gaver til dommerne i Højesteret. Højesteret fører en liste over de gaver dommerne modtager. Der er dog visse undtagelser for, hvad der skal fremgå af listen. I 2023 kom det frem, at to konservative dommere havde modtaget gaver for millioner af kroner fra konservative rigmænd, som ikke fremgik af listen.
Den konservative dommer, Clarence Thomas, har taget imod en lang række luksusrejser fra rigmanden Harlan Crow, der også donerer mange penge til det republikanske parti. Det drejer sig om en række flyrejser på privatfly, ophold på Crows superyacht og ferier rundt om i verden. Der er tale om i alt 38 luksusrejser gennem årene. Crow har også betalt for at Thomas’ søn kunne gå på privatskole. Han havde købt et hus af Thomas, men lod Thomas’ mor blive boende i det. Og der viste sig at være tale om hele 38 luksus rejser gennem årene. Dommerne har udtalt, at der blot er tale om et par venner, der tager på ferie sammen. Men Crow og Thomas blev vel og mærke først venner efter at Thomas besad et af de mest magtfulde embeder i USA
Dommerne forklarede også, at de aldrig ville tage imod gaver fra nogen, der havde sager, de skulle afgøre. Det kom dog hurtigt frem, at en anden konservativ dommer, Samuel Alito, der også havde taget imod en lang række gaver og rejser, havde taget imod gaver fra en rigmand, der skulle have sin sag hørt af Højesteret.
Efter kritikken indførte domstolen nye retningslinjer for gaver til dommerne. Det var dog noget tandløst, og sætter stadig ikke grænser for, hvad dommerne kan få af gaver.
Der har også været en del kritik af reglerne om hvornår dommerne skal træde tilbage fra en sag, fordi de har en personlig interesse i den. Dommerne skal forblive upartiske, så de bør undlade at deltage i sager hvor de har personlig interesse. Der har været kritik af, at det er dommeren selv der skal afgøre det og at der i flere tilfælde er dommere i Højesteret der ikke undlod at deltage i sager. Der var også en sag ved en konkurs domstol i Texas, hvor en dommer hørte flere sager hvor hans partner var advokat for en af parterne. Det foregik i årevis, uden at nogen fik mistanke. Thomas’s kone har også været involveret i Trumps forsøg på at ændre valgresultatet i 2020, men Thomas har ikke ville træde tilbage fra disse sager.
Herudover er der store problemer i retssystemet, efter at der i højere grad er indsat dommere på baggrund af deres politiske holdning. Dommere der ikke har den fornødne erfaring eller evnerne til at besidde jobbet, men er blot valgt for deres politiske ståsted. Et eksempel er dommer Aileen Cannon i Florida, der tog sagen i egen hånd for at hjælpe Donald Trump i hans sag om fortrolige dokumenter. Cannon tilsidesatte lov og praksis for at hjælpe Trump. Afgørelsen blev ændret efter den blev appelleret, men det er et problem at domstolssystemet er blevet politiseret på den måde.
Det har også været et år, hvor dommere og medarbejderne har været udsat for en lang række trusler i sager af politisk karakter. Dommerne i flere af Trumps retssager har modtaget dødstrusler, efter at Trump har beskyldt dem for at være efter ham.
Intet af dette blev der plads til i årsredegørelsen. Det amerikanske domstolssystem står overfor kæmpe udfordringer i de kommende år. Men indtil videre ser det ud til, at dommerne har valgt at lukke øjnene.