Når politikerne i Kongressen laver en lov, skal den selvfølgelig følges. Men ofte opstår der tvivl om, hvordan en regel skal fortolkes, eller loven har ikke taget højde for nye udviklinger i samfundet. Love er ofte skrevet på mere overordnet plan, så de kan bruges i forskellige situationer. Derfor skal der altid foretages en fortolkning af, hvordan lovene kan udmøntes i praksis.
I 40 år, har det været op til administration og de forskellige offentlige styrelser, at fortolke på lovene indenfor deres område. Domstolene måtte kun ændre på fortolkningen, hvis fortolkningen ikke på nogen måde var rimelig. Dette gav stor magt til administrationen, der kunne ændre på fortolkningen af forskellige love, når de ønskede at have fokus på et område, hvor Kongressen f.eks. ikke kunne blive enige om nye love. Et eksempel er de såkaldte bump stocks, der kan få et semiautomatisk våben til at affyre skud som et fuldautomatisk våben. Efter et stort masseskyderi i Las Vegas i 2017, besluttede Trump administrationen sig for at ændre deres fortolkning af en gammel lov, der gjorde fuldautomatiske våben ulovlige. Man ændrede fortolkningen, så halvautomatiske våben med bump stocks, nu var at betragte som et ulovligt fuldautomatisk våben.
Men den regel er nu fjernet. Grunden til at magten lå hos administrationen var, at det er her eksperterne på området sidder. Så det var embedsmændene i skatteministeriet, der f.eks. fortolkede skattelovgivningen, og ikke domstolene. Men med dagens afgørelse er det ovre, selvom det har været fast praksis siden dommen Chevron v. NRDC fra 1984. Vi er tidligere gået i dybden med sagen her på siden. Dommerne kom frem til, at det kun er domstolene, der kan fortolke lovgivningen. Ligesom mange andre af de største afgørelser de seneste år, var dommerne i højesteret uenige langs det politiske skel. De seks konservative dommere stemte for at fjerne reglen, mens de tre liberale dommere var i mod.
Domstolene kan derfor fremover se alle fortolkninger, som administrationen laver efter i sømmene. Det flytter stor magt over til domstolene, som nu skal foretage alle disse fortolkninger, i stedet for dem der arbejder med det til dagligt. Domstolene er generelt langsomme til at gøre deres arbejde og er ikke eksperter på de mere tekniske områder af lovgivningen. Derfor vil det gøre arbejdet med at regulere meget tungere, specielt fordi de i Kongressen ofte ikke kan blive enige, og det derfor heller ikke er muligt at få ændret loven. Republikanere har længe villet af med reglen fra Chevron, og specielt de store virksomheder der donerer penge til det republikanske parti. Med fjernelsen af reglen, vil det blive sværere for administrationen at lave nye regler, og det forventes især at gå ud over miljø- og sikkerhedsregler. Stort set alle love indeholder uklarheder eller rum for fortolkning, som udfyldes af administrationen. Med dagens afgørelse, vil en endeløs række af love pludselig kunne udfordres ved domstolene, hvilket vil medføre stor usikkerhed om retstilstanden på en række områder. Flere store virksomheder har støttet arbejdet med at fjerne Chevron-reglen og advokat der førte sagen var betalt af rigmanden Charles Koch, der er en stor fortaler for mindre offentlig regulering.
En af de mest basale regler i højesteret er, at man ikke skal ændre på afgørelser, der allerede er truffet. Det såkaldte Stare Decisis-princip. Det er ikke meningen, at domstolene skal kunne ændre mening om forskellige spørgsmål, så retstilstanden ændrer sig alt efter hvem der er dommere. Der skal store forandringer i samfundet eller andre tungtvejende grunde til, for at højesteret kan ændre deres tidligere domme. Chevron dommen har stået i 40 år og er blevet brugt hver dag rundt omkring i det offentlige lige siden. Det er også en af de mest basale og mest citerede afgørelser nogensinde fra højesteret, og den første man læser når man starter på jurastudiet i USA. De seks konservative dommere, har dog ved flere lejligheder vist, at mener at være hævet over højesterets nornale regler, og har ændret retstilstanden på en række områder som abort, våbenbesiddelse, og nu også Chevron-reglen.