Hvert tiende år bliver der i USA tegnet nye valgkredse. Det gør man ofte efter seneste folketælling, og det gøres for at være sikker på, at valgkredsene passer med ændringer i befolkningen. Det lyder umiddelbart meget tilforladeligt, men i USA er det blevet en politisk disciplin i sig selv, at tegne valgkredse, der giver ens eget parti det mest favorable valgkort.
Hvis man f.eks. tegner valgkredse så alle modstanderens vælgere bor i den samme kreds, mens man spreder sine egne vælgere ud, så man har et flertal i flere kredse, kan man sørge for at man vinder flere sæder i Kongressen end det andet parti, selvom stemmeandelen egentlig er lige.
Den øvelse er helt lovlig og det er noget der gøres i stor stil i USA. Det gælder om at have magten det år, hvor kortene skal tegnes, for det er de enkelte staters lovgivere, der tegner kortene.
Det eneste man ikke må, er at tegne kortene på baggrund af race. Man må ikke forsøge at formindske en races indflydelse, f.eks. ved at sørge for, at en specifik race ikke er i overtal i nogle af valgkredsene. Det er det, sagen her handlede om. Race må ikke være den vigtigste målestok, når man tegner nye valgkredse.
Helt specifikt handler sagen om en specifik valgkreds, der ligger omkring byen Charleston i South Carolina, og som i årtier havde valgt en republikansk kandidat. Men i det senere år har valget været tæt og er faldet ud til den ene og den anden side. Da der skulle tegnes nye valgkort, sagde republikanerne direkte, at de havde planer om at sørge for, at de ville vinde den valgkreds næste gang, ved at sørge for en overvægt af republikanske vælgere i kredsen. Det gjorde de i praksis ved at flytte 140,000 vælgere fra den kreds og ind i nabo kredsen, som i flere år er blevet vundet af en demokrat. Af de flyttede vælgere var der en høj andel af sorte vælgere. Dette skete i 2021 og gjorde at republikanerne ved næste valg nemt vandt valgkredsen.
I praksis stemmer langt de fleste sorte vælgere i dag på demokraterne, hvilket komplicerer sagerne en del. For man må gerne tegne valgkredse, hvor man flytter demokratiske vælgere, men ikke hvor man flytter f.eks. sorte vælgere. I praksis har man ofte brugt information om vælgernes race, når man har tegnet de nye kort, fordi det giver et godt fingerpeg om, hvordan vælgerne stemmer.
Det sammenfald blev udslagsgivende i sagen. De seks republikanske dommere fandt det ikke bevist, at race havde været et vigtigt målestok, da valgkredsen var blevet tegnet. Dommerne mente blot, at de nye kredse på lovlig vis havde flyttet demokratiske vælgere, som så bare også var sorte vælgere. En republikansk dommer, Clarence Thomas, skrev separat, at han syntes domstolene skulle helt holde sig ude af spørgsmålet om valgkredsene.
De tre liberale dommere var uenige med flertallet og ville have fundet South Carolinas valgkredse i strid med forfatningen. En lavere domstol holdt en retssag, hvor der blev fremlagt beviser, hvilket førte til, at kortet blev fundet forfatningsstridigt. Højesteret kan i denne slags sager kun ændre resultatet, hvis de mener, at den lavere domstol har lavet en klar fejl. De liberale dommere mente, at den lavere domstols beslutning var plausibel og at flertallet kun kiggede på de bevismateriale, der talte deres egen sag og ikke det hele billede.
Med afgørelsen kan det blive endnu sværere at bevise, at lovgiver har lagt vægt på vælgernes race i de her sager. Højesteret har sat en meget høj barre for, hvad der skal til for at bevise, at der er foregået noget ulovligt.
Dommen betyder også, at republikanerne i South Carolina også i fremtiden sandsynligvis vil vinde den nye valgkreds i Charleston.
Når man kigger på sagen fra Danmark, er den største overraskelse nok, at det er fuldt lovligt at smide modstanderens vælgere ud af en valgkreds, for at sørge for at man selv vinder den. Den tradition er et af de forhold, der gør at demokratiet af og til har trange kår i USA.