Der har gennem længere tid floreret rygter om, at anklageren i Trumps straffesag i Georgia, Fani Willis, har en affære med en anden advokat hos anklagemyndigheden. Det var en anden anklaget i samme sag som Trump, Michael Roman, der bragte rygtet på banen. De fleste troede nok, at der bare var tale om endnu et forsøg på at tilsværte anklageren i sagen. Sidste år udtalte Trump, at samme anklager havde en affære med et bandemedlem. Noget der viste sig at være løgn. Så det er ikke mærkeligt, at de fleste ikke rigtig troede på historien.
Anklagemyndigheden var dog overraskende stille, efter at anklagerne kom frem. Sådan mistænkeligt stille. Og nu har anklager Fani Willis så indrømmet, at hun har haft en hemmelig affære med en anden advokat, Nathan Wade, som Willis har hyret til at arbejde på den store straffesag i Georgia.
Det er der i sig selv ikke noget ulovligt i. Roman mener dog også, at Wade har brugt en del af de penge, han er blevet betalt for sit arbejde på sagen, på at tage Willis på en del rejser. Underforstået, at Willis skulle have givet Wade en god løn mod, at han brugte nogle af pengene på Willis. Roman bruger også beskyldningen til at sige, at siden det er holdt hemmeligt, må der være foregået flere hemmelige ting, der ikke er kommet frem.
Det er problematisk for anklagemyndigheden at trække så mange overskrifter i en så højt profileret sag som denne. Men indtil videre, virker det til, at der ikke er så meget at komme efter, udover den hemmelige affære. Det ser umiddelbart ikke ud til, at de to anklagere har brudt nogle regler. Hvis det havde været et hemmeligt forhold mellem en på anklage siden og en på den anklagedes side, kunne det blive problematisk. Men der er ikke nogen interessekonflikt her. Der er heller ikke noget bevis for endnu, at hverken Willis eller Wade skulle have fået en økonomisk gevinst ud af forholdet eller at det har haft indflydelse på sagen.
Det sagt, så er historien problematisk, fordi det kan forsinke sagen yderligere. Noget Trump nyder godt af. Dommeren har planlagt en høring den 15. februar, hvor det skal afgøres, om Willis kan blive på sagen, og hvad der skal ske. Roman har bedt om at begge anklagere fjernes fra sagen. Det virker på nuværende tidspunkt meget usandsynligt. Men sagen skal alligevel nu undersøges og det kan forsinke sagen i månedsvis.
Willis har udtalt, at hun ikke har gjort noget forkert, og har bedt dommeren om at aflyse høringen. Ifølge Willis begyndte affæren efter, at hun havde hyret Wade til jobbet, og hun betonede at ingen af dem på nogen måde havde en personlig eller økonomisk interesse i sagen.
Sagen er dog en gave til Trump og republikanerne. Trump har hele tiden sagt, at der var noget lyssky i gang, at der var en sammensværgelse mod ham osv. Og selvom det her ikke beviser noget og ikke har noget med Trump at gøre direkte, så ser det bare skidt ud. Det giver en fornemmelse af, at der foregår noget lyssky, som er blevet holdt hemmeligt. Som oftest er det lige så galt i offentlighedens øjne, at det ligner der er noget galt, som at der faktisk faktisk er noget galt.
Trump og hans støtter har også allerede kastet sig ind i sagen. Flere har kritiseret Willis og bedt hende træde tilbage. Jim Jordan, en Trump allieret i Kongressen, har bedt om at få udleveret dokumenter fra Georgia om sagen. Republikanerne vil helst sikkert tærske langhalm på den her historie.
Som sagt, er det usandsynligt, at Willis bliver fjernet fra sagen. Men selvom det skulle ske, er det usikkert, om det vil have indflydelse på selve sagen. Sagen vil blive givet til en anden anklager i Georgia, der kan bestemme om de vil fortsætte sagen. Sagen har allerede kørt noget tid og der er blevet lagt meget arbejde i den, så en ny anklager vil sandsynligvis køre sagen videre. Men der er nok også dem, der ikke ville have appetit for en sag af den her karakter.
Der er allerede flere der har erklæret sig skyldige i sagen og har indgået aftaler med anklagemyndigheden. Der er ikke sat nogen dato for, hvornår sagen skal for retten. Det er et kæmpe sagskompleks med mange anklagede og mange fakta. Kalenderen kommer derfor nok til at vise 2025 før der kan falde dom i sagen.