Georgias højesteret har nu sat et foreløbigt punktum i sagen vedrørende en række nye valgregler i Georgia. Vi har tidligere skrevet om sagen her på siden.
De tre republikanske medlemmer af Georgias valgkommission havde indført en række nye regler omkring afholdelse af Georgias valg op mod præsidentvalget. Blandt en regel om, at valgforordnede skulle håndtælle alle stemmesedlerne, i stedet for at bruge de maskiner, som vælgerne i Georgia bruger til at stemme. Herudover blev der indført en regel, hvorefter de valgforordnede skal udføre en undersøgelse af valget før de certificerede resultatet. Reglerne er blevet spået til at skabe kaos i dagene efter valget, da det vil tage lang tid at håndtælle alle stemmerne. Herudover vil det give mulighed for en valgforordnet at nægte at certificere valget. Begge dele ville give Trump bedre muligheder for at sætte spørgsmålstegn ved valget og starte retssager om resultatet, inden det endelige resultat forligger. Reglerne har visse ligheder med Trumps forsøg på at ændre valgresultatet i 2020, hvor han forsøgte at presse Mike Pence til ikke at certificere valgresultatet.
De nye regler er blevet kritiseret fra flere sider og deres legalitet blev hurtigt et spørgsmål for domstolene. Efter en hurtig undersøgelse, kom en dommer i Georgia frem til, at reglerne var i strid med Georgias forfatning, og derfor var ugyldige. Det republikanske parti bad Georgias højesteret om at komme med en hastekendelse omkring gyldigheden, så reglerne kunne træde i kraft til valget. Højesteret afviste dog ekstraordinært at gå ind i sagen, og afgjorde, at sagen skulle gå sin vante gang ved domstolene. Højesteret tog dermed ikke stilling til lovligheden af reglerne, men afgørelsen gør i praksis, at reglerne ikke kan bruges ved det kommende valg, da appelprocessen først vil kunne køre efter valget. Det er derfor stadig uklart, om reglerne er i strid med forfatningen, men reglerne vil ikke blive brugt ved dette valg.
De nye valgregler i Georgia er del af en større plan hos republikanerne om at give Trump og det republikanske parti mest muligt magt over valghandlingen, og at give Trump bedre mulighed for at så tvivl om resultatet, hvis han skulle tabe valget den 5. november.