Flere medier har skrevet, at Trump risikerer 400 år i fængsel for tilbageholdelse af fortrolige dokumenter. Det er teoretisk muligt, men kommer ikke til at ske. Vi kigger på, hvad den mest sandsynlige straf i sagen er.
31 dokumenter
Sagen vedrører fortrolige dokumenter, som Trump tog med fra Det Hvide Hus og har nægtet at give tilbage. Trump leverede efter et år nogle dokumenter tilbage, men valgte at gemme andre fra myndighederne, hvilket endte med, at FBI ransagede Trumps golfklub Mar-a-Lago for at finde de resterende dokumenter. Sagen er tidligere blevet gennemgået i større detaljer her på siden.
Trump er anklaget for 36 forbrydelser i forbindelse med tilbageholdelse af dokumenter. De 31 vedrører tilbageholdelse af 31 forskellige dokumenter. Og de sidste fem vedrører, at Trump forsøgte at skjule sine forbrydelser og obstruere efterforskningen. De enkelte forbrydelser har en strafferamme på mellem 10 og 20 år. Så hvis Trump blev dømt for alle forhold, kunne han teknisk set ende med over 400 år i fængsel. Men sådan fungerer det dog ikke i virkeligheden.
Sagen kører ved en føderal domstol. Og de føderale domstole følger alle et sæt retningslinjer for hvor høje straffe der skal gives. Her tages der hensyn til, om man er tidligere straffet, hvor mange forhold man er dømt for og hvor alvorlige de er. Målet med disse retningslinjer er, at straffen skal proportionel med forseelsen og at man får nogenlunde samme straf for den samme forbrydelse, lige meget hvor i USA man er.
Kun vejledende
Da kongressen fik lavet disse retningslinjer, var det meningen, at de skulle være bindende for dommerne. Men i sagen, United States v. Booker, fandt USA’s højesteret, at den lovgivende magt dermed overtrådte sin beføjelse. Det at udmåle straffe, er nemlig en sag for domstolene. Så i dag er det kun anbefalet, at retningslinjerne bruges, men dommeren kan lade være. I de fleste tilfælde følger en dommer dog disse regler.
Retningslinjerne har en stor tabel, hvor alle forbrydelser er delt ind i kategorier fra 1-43. Begår man for eksempel en forbrydelse i kategori 1, siger tabellen 0-6 måneders fængsel. For en forbrydelse i kategori 40 får man 292 til 365 måneders fængsel. På x-aksen er der kategorier for hvor mange gange man tidligere er straffet. Fra 0 til 13+ gange. For en forbrydelse i kategori 10 skal man i fængsel 6-12 måneder, hvis man aldrig er blevet straffet før. Mens straffen stiger til 24-30 måneder hvis man tidligere er dømt over 13 gange.
De 31 af de forbrydelser Trump er anklaget for, vedrører tilbageholdelse af fortrolige dokumenter. Disse vil sandsynligvis falde i kategori 29. Dette giver som udgangspunkt en straf på mellem 87 og 108 måneder.
For hver forbrydelse er der dog en række forhold der skal tages stilling til, som kan påvirke hvilken kategori forbrydelsen falder i. For eksempel pålægges der to point til kategorien, hvis den dømte har været lederen af forbrydelsen. Det har Trump helt sikkert her. Så er vi oppe i kategori 31. Og der gives også plus to point hvis man har udnyttet sin offentlige stilling til at udføre forbrydelsen. Det gjorde Trump også, da han brugte sin post som præsident, til at tage dokumenterne. Og sidst, så får man også plus to, hvis man har prøvet at obstruere efterforskningen, hvilket også er tilfældet for Trump Så er vi oppe i kategori 35. Det vil som udgangspunkt give en straf på 168–210 måneder.
For de resterende fem anklager, der alle vedrører obstruering af efterforskningen, falder de sandsynligvis i kategori 23. Til dette skal der også lægges plus to for Trumps lederrolle og plus to for Trumps udnyttelse af hans offentlige stilling. Så vi ender i kategori 27. Dette giver som udgangspunkt en straf på 70–87 måneder.
Gruppering
Så til det, som mange medier har misforstået. For under retningslinjerne, skal man som udgangspunkt ikke dømmes en masse gange, for noget der vedrører de samme handlinger. Filosofien er, at når Trump har tilbageholdt 31 dokumenter, så er det værre end hvis han kun havde tilbageholdt et dokument. Men det er nok ikke 31 gange værre. Det er ligesom hvis man begår butikstyveri og stjæler seks pakker tyggegummi. Så bliver man normalt ikke dømt for seks butikstyverier.
Der er et par forskellige måder, at forbrydelser normalt bliver sat i grupper. For eksempel hvis flere forhold vedrører det samme offer, de samme handlinger og er del af den samme kriminelle plan. Den regel er relevant her. Tilbageholdelsen af dokumenter stammer alle fra de samme handlinger, er del af den samme plan og har samme offer, USA’s regering.
En anden måde, er hvis en af forbrydelserne indgår i en anden forbrydelse eller den allerede er taget med i vurderingen af en anden forbrydelse. For eksempel i Danmark bliver man ikke også dømt for vold, hvis man begår voldtægt. For det er allerede en del af voldtægt paragraffen. Det samme kan man sige her, om de fem sidste forhold Trump er anklaget for, om at obstruere efterforskningen. Det tog vi allerede med i betragtningen omkring de tilbageholdte dokumenter, da vi lagde to point til der. Så han skal så og sige ikke dømmes for det to gange.
Så de fleste af de her forseelser ville blive grupperet sammen. Antallet af forseelser her, vil nok medføre, at der lægges to point mere til den højeste gruppe, vi fandt tidligere. Det var gruppe 35 for de tilbageholdte dokumenter. Så tilsammen ender vi nok i gruppe 37. Og siden Trump ikke tidligere er dømt, vil det give en formodet straf på 210–262 måneder i fængsel. Eller omkring 17.5-22 år i fængsel. Det er efter retningslinjerne, den straf Trump vil få, hvis han findes skyldig i alle forbrydelserne.
Dommeren har stor magt
Det skal dog siges, at retningslinjerne også siger, at dommeren kan hæve eller sænke straffen baseret på en lang række forhold specifikt omkring sagen. Alt fra offerets alder, uddannelse og jobsituation, til om der var vold involveret, hvordan offeret havde opført sig og mere. Til sidst skal dommeren også se på reglerne omkring fastsættelse af straf i loven 18 U.S. Code § 3553. Loven tilsiger, at dommen skal kigge på sagen i sin helhed og skal prøve at undgå at give en anden straf end andre har fået i lignende sager.
Og som nævnt tidligere, så er retningslinjerne kun det. Retningslinjer. Dommeren kan sådan set selv vælge.
Den sag, vi står overfor, er helt unik i USA’s historie. En præsident, der snart skal i gang med en valgkamp, er anklaget for at tilbageholde fortrolige dokumenter og risikerer fængsel midt i valgkampen. Vi ved ikke, hvordan det kan spille ind i dommerens udmåling af straffen.
Straf i lignende sager
Man kan også se på andre, der er blevet dømt efter de samme love. Igen, man kan ikke helt sammenligne, fordi Trumps sag er så spektakulær, men det kan give et fingerpeg. CNN har lavet en liste over hvilke straffe der er blevet givet til dem, der er dømt for at tilbageholde dokumenter efter samme lov. Straffen er mellem 18 måneder og 9 år. Trumps sag kan dog siges på nogle områder at være grovere, da han har forsøgt på flere måder at obstruere efterforskningen. Hvilket ikke har været tilfældet i de andre sager.
Som konklusion må man sige, at det er svært at vurdere, hvad en eventuel straf vil være. Specielt fordi dommeren har så meget magt og fordi vi aldrig har set en sag som denne. Men et godt bud vil nok være mellem 10 og 20 års fængsel, hvis Trump bliver dømt for alle forholdene.