En dommer i Washington, DC, har idømt Elon Musks’ Twitter en stor bøde for at forsøge at beskytte Trump. Twitter ville advare Trump om politiets efterforskning af ham, før de udleverede bevismateriale.
Trumps profil på twitter blev lukket ned to dage efter angrebet på kongressen den 6. Januar 2021. Hans konto blev dog åbnet igen, da Elon Musk overtog Twitter. Trump har dog siden oprettet sit eget sociale medie, Truth Social, som han nu kommunikerer fra.
Tidligere på året bad anklageren Jack Smith Twitter, om at udlevere materiale fra Trumps Twitter-konto. Jack Smith har længe været i gang med at undersøge Trumps rolle i forbindelse med forsøget på at omgøre valget i 2020. Det har nu udmøntet sig i en straffesag for Trump. Hvis du vil læse mere om straffen sagen, kan du finde den her.
Anklageren fik af en dommer lov til at bede om informationerne fra Twitter, og at gøre det i hemmelighed, uden at Twitter måtte offentliggøre det. Det er en normal fremgangsmåde, når man efterforsker en forbrydelse, så den mistænkte ikke kan nå at f.eks. slette ting eller på anden måde forberede sig, inden anklageren kan få fat i bevismaterialet.
Anklageren var specielt nervøs for, at Trump ville destruere bevismateriale eller advare eventuelle medsammensvorne.
USA’s forfatning beskytter alle borgere mod urimelige ransagninger og beslaglæggelser. Men det fjerde tillæg til forfatningen, gælder ikke for information på et socialt medie. Domstolene har holdt, at når informationen allerede er givet til en tredjepart, altså det sociale medie, har det mistet beskyttelsen.
Den information er nu i stedet beskyttet under 18 U.S.C. 2703, som er en lov fra 1980’erne omkring beskyttelse af internet kommunikation. Men loven siger, at hvis en dommer godkender det, så skal et socialt medie udlevere den information der bliver bedt om. Og endvidere siger loven i 18 U.S.C. 2705, at en ordre om at udlevere dokumenter godt kan være hemmelig, hvis et af flere forhold er opfyldt. Herunder hvis der er mistanke om, at den mistænkte vil destruere bevismateriale, hvis ordren var offentlig.
Anklageren bad Twitter om at udlevere en stor mængde materiale. Stort set alt der var foregået på Trumps konto mellem oktober 2020 og januar 2021. Herunder alle tweet og direkte beskeder, samt information om, hvor der var blevet logget på konto fra mv.
Henvendelsen blev leveret til Twitter med ordre om at udlevere informationen indenfor 10 dage. Da anklageren to dage inden fristen rykkede Twitter, mente Twitter, at de aldrig havde fået ordren. Fire dage efter, at Twitter skulle have overleveret informationen, oplyste de anklageren om, at de nægtede at efterleve ordren. Twitter ville gerne fortælle Trump om ordren inden de udleverede dokumenterne, og mente at det faldt under deres ytringsfrihed.
Twitter argumenterede også for, at der står i deres betingelser, at de aldrig udleverer data om deres brugere. Dommeren fik dog hurtigt skudt dette argument ned, da Twitter blev spurgt om, hvor ofte de havde nægtet at udlevere information, i forhold til at de får tusinder af sådanne henvendelser om året. Twitter måtte flovt svare, at det havde de aldrig gjort før. De havde derimod på ingen måde overholdt deres egen politik på det område.
Dommeren gik hårdt efter Twitter i høringen, og spurgte direkte, om den pludselige afvisning af at adlyde domstolens ordre, var fordi at Twitter og dens nye ejer gerne ville score noget goodwill hos Donald Trump. Siden de aldrig tidligere havde brokket sig over den slags ordrer.
Dommeren fandt, at Twitter uden god undskyldning ikke havde efterkommet rettens ordre, og fastsatte dagbøder per dag, at Twitter ikke havde udleveret dokumenter. Og dagbøden ville blive dobbelt så stor for hver dag der gik. Så 50.000 dollars den første dag. 100.000 dollars den anden dag osv. Det tog Twitter tre dage at udlevere dokumenter, og de endte dermed med en bøde på 350.000 dollars. Måske ikke meget for Elon Musk, men alligevel en slat penge.
Da Musk købte Twitter udtalte han, at det var for at sørge for, at der ville være ytringsfrihed for alle og at Twitter skulle være fuldstændig upartisk. Siden har Musk flere gange kommet med udmeldinger, der har støttet det republikanske parti i USA. Og sagen her viser, at Musk nok ikke er så upartisk, som han gerne vil fremstå. Han ville gå ret langt for at forsøge at hjælpe Trump i den her sag. Men endte altså med et rap over nallerne.