Afgørelse om immunitet får nu konsekvenser for Trumps strafudmåling

Mandagens højesterets afgørelse, der gav Trump bred immunitet fra retsforfølgelse for officielle handlinger han har foretaget mens han var præsident, får nu også indflydelse på Trumps dom i den såkaldte tys-tys-sag. Dommeren i sagen har sagt ja til at tage stilling til spørgsmålet, og parterne kan nu fremlægge deres argumenter. Dommeren har sagt, at han vil afgøre spørgsmålet den 6. September, og strafudmålingen, som skulle have været offentliggjort den 11. Juli er udsat til den 18. september. 

Trump blev i maj dømt for at have forfalsket en række dokumenter for at dække over betalinger til pornostjernen Stormy Daniels. Betalingerne blev foretaget gennem Trumps advokat Michael Cohen, og skulle holde Daniels fra at tale offentligt om hendes påståede affære med Trump. Selve affæren og aftalen foregik før Trump blev præsident, men betalingerne til Michael Cohen foregik i Trumps præsidentperiode. 

De fleste er nok enige i, at betalingerne til en pornostjerne ikke er en del af en præsidents officielle handlinger, men spørgsmålet handler om bevismaterialet. Immunitet afgørelsen afgjorde, at præsidenter er immune for en lang række handlinger, de foretager i en officiel kapacitet som præsidenter. Men afgørelsen gik endnu videre og kom frem til, at de officielle handlinger heller ikke kunne bruges som bevismateriale i sager omkring en præsidents handlinger, der ikke er officielle. Det var kun fem af de konservative dommere i højesteret, der var enige i, og dommer  Amy Coney Barrett skrev en notits om, at hun mente det var en forkert afgørelse. 

Trump har nu argumenteret for, at den del af bevismateriale i tys-tys-sagen vedrører officielle handlinger og derfor ikke kan bruges som bevis, selvom anklagerne ikke vedrører officielle handlinger. Anklagemyndigheden brugte blandt andet Trumps egne ord i sagen fra flere offentlige taler og posts fra sociale medier. Herudover kan der også være tale om beviser der vedrører møder Trump har haft i Det Hvide Hus og lignende. Højesteret sagde i immunitets afgørelsen specifikt, at Trumps udtalelser kunne være at anse som officielle handlinger, hvis han taler til folket i sin egenskab af præsident. 

Trump skal godtgøre, at der i tys-tys-sagen er blevet brugt bevismateriale, der vedrører hans officielle handlinger, og at sagen kunne være endt anderledes, hvis de beviser ikke var blevet brugt. Hvis han kan løfte den bevisbyrde, kan sagen ende med at skulle starte helt forfra. Dommeren i sagen har tidligere udtalt, at han havde svært ved at se, hvordan en tale eller en post på sociale medier som Trump har sendt ud til hele USA, skulle være blokeret fra at blive brugt i en retssal. Det er ikke usandsynligt, at der kan være bevismateriale som kan kategoriseres som at omhandle officielle handlinger, men langt hoveddelen af de vigtigste beviser i sagen virker umiddelbart til at være noget Trump har foretaget sig som privatperson. For eksempel møder med Michael Cohen, Allen Weisselberg og David Pecker, og selve aftalen med Stormy Daniels. Man kan efterhånden aldrig vide sig sikker på noget når det kommer til retssystemet i USA, men umiddelbart vil det her ikke få indflydelse på dommen eller strafudmålingen. 

Related Posts