Mange forventede, at Trumps retssager skulle blive det helt store emne i valgkampen, og at Trump måske ville ende i fængsel inden kalenderen viste 5. november, hvor amerikanerne går til stemmeboksene. Sådan er det dog ikke gået, og Trump har formået at få parkeret alle sagerne frem mod valget. Flere af dem vil starte op igen i 2025, især hvis Trump skulle tabe valget, men allerede nu står det klart, at sagerne har tæret på retssystemet og på borgernes tillid.
Den eneste sag, der kom for en dommer, var Trumps sag i New York om betalinger til pornoskuespilleren Stormy Daniels. I seks uger i træk var hele USA fokuseret på mediecirkusset i New York. Hver en detalje og hver en afgørelse fra dommeren blev sat under lup. Trump valgte ikke at vidne i sagen, men hvert et ord han sagde udenfor retssalen blev bragt ud til hele USA hver dag. I seks uger var Trump under anklage, men havde samtidig USA’s største mikrofon.
Hver dag før og efter retsmødet stillede Trump sig op og holdt en lang tale for de rullende kameraer. Trump blev ved med at påstå, at sagen var politisk motiveret, at dommeren var korrupt, at han ikke fik en fair retssag, og at det var Biden, der stod bag det hele. Trump førte aldrig bevis for nogle af sine påstande, men fremsagde dem igen og igen. Trump var under anklage for at bryde loven, men var samtidig også leder af det republikanske parti og måske kommende præsident. Omkring halvdelen af USA stemte på Trump ved sidste valg og gør det nok igen til november. Når Trump siger noget, er der rigtig mange der lytter. Når Trump siger noget mange gange og det bliver gentaget på TV, er der mange der tror det er sandheden.
Trump fik endda følgeskab og flere af de ledende republikanske skikkelser fra Kongressen, der tog til New York for at støtte ham. De stillede sig på samme måde op og anklagede dommeren og retssystemet for at være korrupte. Det er svært at forestille sig i en dansk kontekst, hvis ledende politikere gik ud og anklagede en dommer for at være korrupt, uden beviser. Det har også været uden konsekvenser, at Trump og de andre republikanere har fortalt usandheder omkring domstolssystemet.
Det er dog i højere grad de sager, der ikke nåede for en dommer, som gør ondt på den amerikanske retsfølelse. Trump havde tre alvorlige straffesager, der skulle for retten i løbet af 2024. Men ved hjælp af dyre advokater og venligtsindede dommere, har Trump fået udsat alle sagerne og fået dem trukket i langdrag. Der er klare beviser for Trumps forsøg på at omgøre valgresultatet i 2020 og på at han tilbageholdt fortrolige dokumenter. Alligevel er Trump her flere år efter stadig en fri mand. De fleste, der møder det amerikanske justitssystem, får en hårdhændet behandling og får ikke vist meget nåde. Amerikanerne bliver sat i fængsel for små forseelser og uden meget retssikkerhed. Men når Trump trods stærke beviser på kriminalitet stadig går frit rundt, giver det en følelse af, at man kan købe sig til bedre behandling hos domstolene.
Helt generelt, så har Trump også i alle sagerne fået meget længere snor end hvad en tilfældig andet anklaget ville. Det giver på sin vis mening, da Trump samtidig også er kandidat til præsidentembedet, og det vil potentielt kunne have store konsekvenser, hvis han ikke havde fået lidt særbehandling. På den anden side bekræfter det også den holdning, mange har, at systemet er lavet for de rige mennesker. Trump blev under sagen pålagt ikke at udtale sig om rettens medarbejdere eller deres familier, udover dommeren og anklageren. Over ti gange brød Trump den ordre, da han kom med grundløse beskyldninger mod blandt andet vidner og dommerens datter. De fleste anklagede var blevet sendt i fængsel med det samme i, men Trump fik lov til igen og igen at bryde ordren mod kun en mindre bøde.
Det er også blevet tydeligt, at dommerne i systemet ikke er helt neutrale. Dommerne i højesteret hjalp Trump med at trække sine sager langdrag, og kom overraskende frem til, at Trump var immun for nogle af anklagerne mod ham. Trump har selv indsat tre af dommerne i højesteret. En dommer i Florida, som Trump selv har udpeget, gik så langt som at afvise en sag mod Trump, selvom afgørelsen gik imod alle juridiske vurderinger og tidligere sager. Trumps sager har vist, at dommerne ikke altid kan finde ud af at holde politik og jura for sig, eller at det ihvertfald nemt kan se sådan ud.
De demokratiske institutioner fungerer kun så længe der er tillid til dem, og retssystemet har på mange måder mistet troværdigheden i forbindelse med behandlingen af Trump. Det vil tage mange år at få genopbygget borgernes tillid til retssystemet. Hvor lang tid det tager, vil også afhænge af, hvordan Trumps tre udestående straffesager ender, når de skal for en dommer i 2025.