Efter flere års retssager og forhandling, havde alle staterne i USA og mange af ofrene for opiodkrisen endelig landet en aftale med Purdue Pharma og dets ejere, Sackler-familien. Men nu har den føderale regering sendt aftalen til gennemsyn hos Højesteret. Og det kan virke mærkeligt, når ofrene egentlig er tilfredse med aftalen.
Det hele startede i 1990’erne, hvor opioider for alvor blev populære på det amerikanske marked. Purdue Pharma er producenten af et af de mest populære opioider, oxycontin, der i stor stil bliver brugt som smertestillende middel. Efter oxycontin blev godkendt i 1995, begyndte Purdue Pharma en massiv reklamekampagne, der overdrev effekten af medicinen og nedtonede potentielle bivirkninger. Selvom medicinen er kendt for at være stærkt vanedannende, var det ikke noget man fortalte meget om dengang.
Den massive kampagne var med til at brugen af oxycontin eksploderede. Resultatet var en katastrofe for det amerikanske samfund. Siden 90’erne har over 1 million mennesker mistet livet som følge af overdosis af opioider. Senest Matthew Perry fra serien Friends, der hele livet havde kæmpet med afhængighed. Du kan læse mere om opiodkrisen her.
Da epidemien rasede begyndte mange at overveje, hvordan det egentlig kunne gå så galt. Mange øjne blev hurtigt rettet mod Purdue Pharma, der havde tjent milliarder på at presse opioider ud i markedet. Det ene sagsanlæg efter det andet begyndte at tikke ind hos Purdue. Det er estimeret, at der ligger krav fra ofre til opiodkrisen mod Purdue Pharma på over 40 trillioner dollars. Til sammenligning er Danmarks BNP på sølle 683 milliarder kroner. Så altså et beløb, Purdue aldrig ville kunne betale. Selskabet erklærede sig derfor konkurs, og gav sig til at forhandle med alle kreditorer, herunder ofrene for opiodkrisen.
Sackler-familien ejede på daværende tidspunkt Purdue Pharma og sad i ledende stillinger i selskabet. Op til de mange sagsanlæg trak familien milliarder af dollars ud af selskabet. Så da selskabet gik konkurs, var der ikke mange penge tilbage til at dække de mange krav fra ofrene. Der var mange der var indignerede over, at Sackler-familien kunne skumme fløden af epidemien, og så nu ende med ikke rigtig at stå til ansvar. Sackler-familien tilbød at smide fire milliarder dollars tilbage i Purdue Pharma, så der kunne udbetales i hvert fald nogle penge til ofrene. Det afviste en lavere domstol at gå med til. Det fik Sackler-familien til at forøge tilbuddet til seks milliarder dollars. Mod at de fik rettens ord for, at de ikke kan sagsøges yderligere i forbindelse med sagen, når aftalen indgås.
Det er her vi står i dag. Sagen har allerede været i gang i mange år, og mange ofre vil bare gerne have nogle penge ud af selskabet. Så de fleste har sagt god for aftalen. De ved godt, at hvis der skal være yderligere retssager, så vil der gå endnu flere år før de får pengene, og uden sikkerhed for, at beløbet er større.
På den anden side står den føderale regering, der har bedt højesteret se på konkursaftalen. Regeringen mener principielt ikke, at retten kan godkende en aftale med Sackler-familien, hvorpå de får lovning på ikke at kunne sagsøges mere. Normalt når man går konkurs, så lægger man alle sine penge og aktiver på bordet, og lader kreditorerne dele det der er tilbage. Men Sackler-familien har ikke erklæret sig konkurs, det er kun selskabet Purdue Pharma der har det. Så regeringen mener, at Sackler-familien måske slipper for nemt her. De burde lægge alle deres penge på bordet og erklære sig selv konkurs. Man kan ligesom ikke aftale sig ud af det ansvar, familien har haft i katastrofen.
Så vi står i den mærkelige situation, at begge parter faktisk er glade for den aftale der er lavet. Men at den føderale regering har gjort en princip sag ud af det. Disse aftaler om fremtidig immunitet for søgsmål er ret almindelige i konkurssager. Sagerne bliver dog ofte behandlet i de lavere retter, så det er ikke noget Højesteret har taget stilling til før. På det juridiske plan handler sagen om én sætning i den amerikanske konkurslovgivning. Spørgsmålet er, om den sætning giver mulighed for at indgå den her slags aftaler om immunitet.
Det vil regeringen gerne have afprøvet. Men samtidig, så ligger der nok også det i det, at man i hvert fald ikke skal have skudt i skoene, at arkitekterne bag opiodkrisen, fik lov at slippe for ansvar for nemt.
Højesteret har nu hørt begge siders argumenter i retssalen. Baseret på dommerens spørgsmål til parterne, var de ikke helt enige om, hvad der egentlig var humlen i sagen, eller hvem det var det var synd for. Nogle dommere fokuserede meget på, at de fleste ofre jo havde godtaget aftalen. Mens andre fokuserede på, at aftalen potentielt ville kunne afskære andre ofre fra at lægge sag an senere. Noget som en domstol ikke kunne give tilladelse til. Det er altså svært på nuværende tidspunkt at spå om, hvilken vej sagen vil gå. Der kan gå flere måneder før der falder dom, og ofrene finder ud af, om de snart kan få udbetalt penge.